Pladderhumanister og Væmmeligboere

Kære læsere.

Jeg tænker så tit over, hvordan vi endte her. Hvordan vi lod det komme så vidt?

Ved sidste folketingsvalg gik jeg grædende hjem fra en mislykket valgfest. Mit syn på verden blev så sort. Jeg mistede al troen på Danmark. Men jeg vidste det jo godt, og jeg havde inden valget mine bange anelser. Ved Europarlamentsvalget stemte 25% på DF og Morten Messerschmidt. Alle gik og sagde ”Ja ja, EU er noget andet”. Men jeg havde bare en rigtig dårlig mavefornemmelse. Og jeg fik ret.

Danmark har det seneste års tid ændret sig. Jeg kan næsten ikke genkende det. I dag er humanisme et skældsord. Når et menneske hjælper et andet, bliver det kaldt for væmmeligboer.

25% procent synes, at tortur er okay i forbindelse med krigsafhøringer. Fem-og-fucking-tyve procent!

Det er skræmmende.

Jeg har været Venligboer i et års tid snart. Jeg har lagt så meget hjerte og sjæl i det. Jeg har aldrig været så rasende på vores system før (med undtagelse af vores sundhedsvæsen of course!) 

Det er ikke rart at se mennesker falde fra hinanden. 

Se dem blive ødelagt af vores system. Vi har politisk besluttet at placere voksne og børn i fattigdom. En unødvendig fattigdom. 

Når jeg sidder og læser Berlingske og de mange kommentarer, så mister jeg igen al troen på Danmark. Men når jeg så stikker antennen frem og ser, hvor mange gode initiativer der rundt omkring i landet, så kryber troen langsomt frem igen. 

Jeg er ikke sikker på, at jeg for evigt vil være venligboer. Men jeg vil til hver en tid gøre mit for, at Danmark er anstændigt. At nogle i det mindste behandler andre med respekt og ligeværdighed. 

Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg skriver dette indlæg. Men nogle gange får jeg bare nok. 

Jeg savner mit land, hvor respekt og medmenneskelighed var en kerneværdi. Hvor vi stolt blev kaldt Roligans og ikke Hooligans. Hvor vi hjalp folk i nød med stolthed, og ikke bitchede over TV-stationernes indsamlinger til Afrika og Syrien. 

Den tid hvor man godt kunne hjælpe sin næste syd for grænsen OG sin bedstefar på plejehjemmet. 

Jeg savner den tid. 

Følg med i den nærmeste fremtid. Jeg kommer med lidt flere indlæg om cafeen, om frivillighed og så skal jeg gæsteblogge hos min veninde Freja. 

Skal dog lige have overstået nogle rejser i forbindelse med arbejdet. 

God søndag

- Choko