søndag den 22. maj 2016

Pladderhumanister og Væmmeligboere

Kære læsere.

Jeg tænker så tit over, hvordan vi endte her. Hvordan vi lod det komme så vidt?

Ved sidste folketingsvalg gik jeg grædende hjem fra en mislykket valgfest. Mit syn på verden blev så sort. Jeg mistede al troen på Danmark. Men jeg vidste det jo godt, og jeg havde inden valget mine bange anelser. Ved Europarlamentsvalget stemte 25% på DF og Morten Messerschmidt. Alle gik og sagde ”Ja ja, EU er noget andet”. Men jeg havde bare en rigtig dårlig mavefornemmelse. Og jeg fik ret.

Danmark har det seneste års tid ændret sig. Jeg kan næsten ikke genkende det. I dag er humanisme et skældsord. Når et menneske hjælper et andet, bliver det kaldt for væmmeligboer.
25% procent synes, at tortur er okay i forbindelse med krigsafhøringer. Fem-og-fucking-tyve procent!
Det er skræmmende.


Jeg har været Venligboer i et års tid snart. Jeg har lagt så meget hjerte og sjæl i det. Jeg har aldrig været så rasende på vores system før (med undtagelse af vores sundhedsvæsen of course!) 

Det er ikke rart at se mennesker falde fra hinanden. 
Se dem blive ødelagt af vores system. Vi har politisk besluttet at placere voksne og børn i fattigdom. En unødvendig fattigdom. 

Når jeg sidder og læser Berlingske og de mange kommentarer, så mister jeg igen al troen på Danmark. Men når jeg så stikker antennen frem og ser, hvor mange gode initiativer der rundt omkring i landet, så kryber troen langsomt frem igen. 

Jeg er ikke sikker på, at jeg for evigt vil være venligboer. Men jeg vil til hver en tid gøre mit for, at Danmark er anstændigt. At nogle i det mindste behandler andre med respekt og ligeværdighed. 

Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg skriver dette indlæg. Men nogle gange får jeg bare nok. 

Jeg savner mit land, hvor respekt og medmenneskelighed var en kerneværdi. Hvor vi stolt blev kaldt Roligans og ikke Hooligans. Hvor vi hjalp folk i nød med stolthed, og ikke bitchede over TV-stationernes indsamlinger til Afrika og Syrien. 
Den tid hvor man godt kunne hjælpe sin næste syd for grænsen OG sin bedstefar på plejehjemmet. 

Jeg savner den tid. 

Følg med i den nærmeste fremtid. Jeg kommer med lidt flere indlæg om cafeen, om frivillighed og så skal jeg gæsteblogge hos min veninde Freja. 
Skal dog lige have overstået nogle rejser i forbindelse med arbejdet. 

God søndag

- Choko

mandag den 2. maj 2016

The Dreamteam

Kære alle

Man kan få en idé. Man kan udleve den. Men kan sjældent gøre det alene.

Det har jeg naturligvis heller ikke gjort.

Jeg har et temmelig fedt hold i Café Venligbo - Aarhus!

Lige nu er vi lidt over 40 mænd og kvinder, der arbejder frivilligt i cafeen.
De frivillige (Nogle af dem)

Vi arbejder langt hen ad vejen med en flad og demokratisk struktur. Vi har alle en stemme. Vi har nogle undergrupper, som tager sig af diverse opgaver. Nogle tager sig af events, nogle af kontakterne til lokalområdet og nogle tager sig af vores udendørsområder. 

Det giver alle en mulighed for at engagere sig i lige netop det, folk gerne vil. 
Oftest er det ikke driften, der er det mest sexede, og derfor sørger Dea, Christina og jeg for at holde biksen kørende. Det er ikke nødvendigvis min yndlingsopgave! Jeg vil nogle dage meget hellere være med til at skabe kontakt til lokalområdet (Det gør jeg så også lidt alligevel.) Eller noget andet. 

Men faktum er, at vi er en virksomhed. Selvom Venligboerne er en ny bevægelse, noget helt nyt i Danmark, så slipper vi jo ikke for at blive en del af et system. Vi følger naturligvis alle regler. Hvis vi skal gøre det her, så skal vi naturligvis også gøre det ordentligt. Derfor var det også en kæmpe befrielse, da Fødevarestyrelsen fortalte os, at de sjældent havde set et så gennemarbejdet kontrolsystem, da de var på besøg hos os. 

Når man er en helt ny virksomhed, en helt ny café, ja så er der mange ting at holde styr på. Min personlige udfordring er, at jeg kaster enormt mange bolde i luften, fordi der er rigtig mange vigtige ting at gøre. Men jeg er ved at indse, at det også kan være fordelagtigt at slå bremsen i her i starten. 
Vi har haft enormt mange studerende, som gerne vil skrive om os. Det forstår jeg godt - vi er også fede at skrive om :-) Men hver eneste gang en studerende ringer til mig, vil jeg gerne give et godt svar. Noget som de også kan bruge. Det tager bare rigtig lang tid, for jeg har meget på hjerte. Så lige nu tager vi en pause fra de mange studerende. Det er bestemt ikke en prioritering, jeg bryder mig om. For jeg mener med hver eneste celle i kroppen, at Café Venligbo - Aarhus er vigtig for Danmark. Vi kan noget. 

Nå, tilbage til de fantastiske frivillige. 

Jeg bliver glad hver eneste gang, jeg ser en af dem. De gør det så godt! Uden dem eksisterede cafeen slet ikke. 



Vi er en fantastisk blanding af mennesker. Nogle kommer og går. Rigtig mange vil gerne være en del af projektet, fordi de synes det er vigtigt. Men når hverdagen så melder sig, så varierer det rigtig meget, hvor meget tid folk egentlig har. Men vi har en kerne, som virkelig lægger kræfter og sjæl i cafeen! Som tager vagter, når der er brug for det, skaber hygge, laver events - tilføjer liv til cafeen. Det er alt sammen uundværligt! 

De frivillige er meget forskellige. Der er alt fra gymnasieelever til førtidspensionister. Sygeplejerske, lærere, kommunikationsfolk, kontanthjælpsmodtagere/integrationsydelser, studerende, økonomer, kunstnere og meget meget mere! 
Det helt fantastiske ved dette er, at det giver cafeen en diversitet, som man ikke finder ret mange andre steder. Det er ikke tit, at man ser en så forskellig blanding af mennesker på et sted. 
De tilfører alle sammen noget forskelligt. Forskellige kompetencer, forskellige interesser. Nogle kan lynhurtigt lave en kagedag eller en udstilling. Andre har i løbet af en eftermiddag bygget en disk ud af paller og en IKEA rumdeler. 

Vi har danskere, flygtninge, tidligere flygtninge og folk, der er her på greencard. Vi repræsenterer folk fra Danmark til Østeuropa til Syrien, Uganda og hele vejen til Sri Lanka. Det er helt fantastisk! 


Jeg har egentlig meget mere, jeg gerne ville fortælle om de frivillige kræfter bag caféen, og det kommer jeg også til en dag. Men lige nu skal jeg recover lidt fra min vacciner, som jeg fik i dag. Så det må blive en anden dag. 

Over and out! 

- Choko