Et nyt kapitel

Kære alle.

Jeg har stadig ikke et helt fundet ud af, hvad bloggen skal indeholde. Men den første meningsfulde idé, der faldt mig ind, var at skrive om Café Venligbo - Aarhus. I takt med, at der kommer et nyt indhold, kommer der også et nyt layout.
Jeg har efterhånden prøvet lidt forskellige layouts, men lige nu leder jeg efter det helt "rigtige". Og indtil jeg finder det, vil bloggen været totalt neutral.

Så her kommer det første "prøve-indlæg".

Café Venligbo - Aarhus
En kaffebar for flygtninge.

 

Det hele startede sidste sommer, da jeg blev venligboer. Det er sjovt, for jeg har gennem tiden været ret aktiv i forskellige foreninger. Politik aktiv og ja, selvfølgelig meget aktiv på adoptionsområdet.

Men Venligboerne var bare noget andet. Jeg ved ikke, om jeg kan beskrive bevægelsen anerledes, end at man gør, hvad man kan - når man kan. Det, du byder ind med, er godt nok.
I det danske foreningsliv får man en titel, der forpligter og et hav af opgaver. Derfor var det ret befriende at blive del af en bevægelse, hvor det ikke forventes, at jeg gør en hel masse. Jeg blev ret overrasket over min egen drivkraft, mit engagement. Jeg gjorde det ikke for titlernes skyld, dem har jeg haft rigeligt af. Jeg gjorde det ikke for 15 minutes of fame. Men jeg endte med at få en stærk stemme i debatten. Jeg endte med at blive sindssygt indigneret, som jeg aldrig har været før.

Min entré til Venligboerne blev Mads Nygaard. Han skrev et opslag, om at asylansøgere på Lyngbygaard var ensomme. De var ved at gå til! De havde brug for besøg.

Det mindste jeg kan gøre, er da at lytte til et andet menneske. Være deres ven. Det kan enhver idiot finde ud af.

I København blev der over sommeren dannet en cafe. Den havde stor succes. Jeg tænkte, at vi naturligvis også kunne have en i Aarhus. Og som ægte venligboer bød jeg ind med en idé, som jeg kunne føre ud i livet. En café. Det skulle vise sig at være et kæmpe projekt, men det er det hele værd!

En proces over 6 måneder og et lejemål hos Kulturforvaltningen skulle blive startskuddet til vores kaffebar. Jeg vil skrive meget mere om opstartsfasen, om det praktiske, om al flueknepperiet og meget meget mere! Jeg har haft Dea (#DeaMedHatten) som partner lige siden dag 1. Mange er kommet og gået. Og heldigvis kom Christina (#ChristinaKanHængeLamperOp) til. Siden har de 2 damer haft en kæmpe indflydelse på mit humør. Fået mig til at græde af grin! Få mig til at smile, når jeg hænger med mulen.
Og heldigvis er der siden hen kommet rigtig mange til. Vi er en café-bande på 40 medlemmer. 40 helt igennem fantastiske mennesker. Dem slipper I heller ikke for at høre noget mere om :-)

Snart har vi haft åbent i 3 måneder. Tiden flyver afsted.

Dette bliver et rodet startskud til noget, jeg endnu ikke helt ved, hvad er. Refleksioner over at være ejer af en kaffebar. At være initiativtager til et projekt for flygtninge. At skulle motivere 40 frivillige. At skulle placere sig i Aarhus' kultur og byliv.

Frustrationer over et system, der ikke behøvede at behandle mennesker som skidt. Frygten for at se mit land blive til en bananstat.

Jeg har så meget at sige.

Så i den kommende fremtid vil der komme flere, måske lidt mere velovervejede og systematiske indlæg om det at have en kaffebar for flygtninge.

Men nu skal jeg efter 3 dages intenst arbejde i Birkerød slappe fuldstændigt af på sofaen.

Det var alt for denne gang.

- Choko

Time is changing..

Kære alle.

Den trofaste læser vil bemærke, at der har været meget stille på bloggen. Mine følgere i adoptionsverdenen vil også vide, at det skyldes mit nye arbejde.

I december stoppede jeg i Musikhuset Aarhus og i starten af det nye år tiltrådte jeg som Post Adoption Service Coordinator hos Danish International Adoption.

Det betød også et farvel til ASU og Adoption & Samfund. Det var den sværeste beslutning, jeg har måtte træffe. Men den var god. Jeg er glad for mit arbejde.

I kraft af mit arbejde ophører mit politiske arbejde med adoption. Man kan ikke sidde på begge sider af bordet. Jeg har accepteret, at min position er anerledes.

Der har selvfølgelig været en fase, hvor jeg har skulle lære min nye rolle. Hvor jeg har måtte skuffe andre. Takke nej til oplæg, sige nej til spændende projekter. Lære at andre skal bruge deres stemme.

Der er stadig meget at sige om international adoption. Der er stadig meget at kæmpe for. Det gør jeg nu fra en anden vinkel!

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle, der har læst med. Bloggen er blevet læst mere end 50.000 gange. Indlæggene om min biologiske mor er de mest læste. Det fortjener hun i den grad også.
Jeg véd, at jeg har været med til at påvirke nogen.
Et indlæg blev delt i en adoptionskritisk gruppe, og jeg blev sirligt massakreret fra ende til anden. Man har gjort det godt, når man har pisset nogen så godt og grundigt af.
Min blog er blevet læst i ind - og udland. Jeg husker tydeligt, at jeg var i Tórshavn, Færøerne, hvor en adoptivmor kom hen til mig, efter jeg havde holdt tale for Nordic Adoption Council. Hun læste flittigt med, og hun synes min stemme var vigtig. Mere kan jeg ikke forlange. Flottere kompliment kan jeg ikke få.

Tusind tusind tak til jer alle sammen!
Jeg håber, at adoptanter, adopterede, journalister, fagpersoner - og alle kritikerne stadig vil læse med. Måske kommer jeg ikke til at skrive om adoption mere, men jeg har stadig mange ting på hjerte!

Og hvor efterlader det så bloggen? 

Jeg er endnu ikke afklaret, men jeg er ikke klar til at lukke den ned. Jeg har stadig noget at sige. Men om andre ting.
Jeg er blevet aktiv venligboer det seneste år, og driver nu Café Venligbo - Aarhus. Måske min drivkraft og skrivelyst skal forenes her.

I skal nok opdage, når der sker noget nyt :-)

Det her er IKKE et farvel. Det er starten på noget nyt.

God aften til alle
- Choko