Engang var jeg dansker. Hvad er jeg nu?

Kære alle

Folketingsvalg 2015 er overstået. Vi skal have ny regering.

Hvad skal jeg sige?

Jeg skal ikke lægge skjul på min partifarve. Heller ikke selvom jeg er formand for Adoption & Samfund - Ungdom. Jeg står 100 % ved det. Før jeg gik ind i adoptionsverdenen, var jeg meget politisk aktiv.
Partifarven er lyserød (magenta) som mine læber, når jeg går i byen!
Jeg, jeg er radikal. Radikal helt ind til hjertet.

Jeg tror på, at socialliberalismen er det bedste for vores verden. Så enkelt er det. 

Og som I jo nok ved, så fik De Radikale ikke noget særlig godt valg denne gang. Vi blev faktisk mere end halveret, og min personlige favorit, Liv, kom dersværre ikke ind igen. 

Men det er ikke engang De Radikales valgresultat, der gør mig ked af det.

Nej.. På valgaftenen var jeg til valgfest med mine radikale partifæller oppe på Århus Universitet. 

Aldrig har jeg siddet til en fest med så sørgelig en stemning. Nogle få forsøgte at holde gejsten oppe, og ikke vise at de var påvirkede af det. Men da den første unge mand brød sammen i gråd, gik det op for mig, hvor meget det her valg egentlig betyder. For mig. For dig. For os alle. 

Hen mod de sidste aftentimer blev det for meget. Jo nærmere vi nåede den færdige optælling, jo mere trist blev stemningen. Omkring midnat blev det for meget for mig. Jeg var trist. 

Jeg tog hjem, og mens jeg ventede på bussen trillede den første tåre ned ad min kind. 

Da jeg kom hjem, så jeg Helles tale. Og så brød jeg sammen. Jeg hulkede. Jeg var bange. 

Jeg er bange. Bange for hvad der skal ske med vores land. Bange for at jeg skulle føle mig uvelkommen i mit eget land. Eller føle mig mere uvelkommen i mit eget land. 

For virkeligheden er, at jeg faktisk nogle gange ikke føler mig særlig velkommen. Folk kigger mærkeligt på mig. 

Som I kan se på billedet, sætter jeg ofte mit hår op. Jeg arbejder et sted, hvor jeg skal repræsentere os udadtil. Derfor synes jeg, det er vigtigt at se pæn ud. Så når det regner, tager jeg et tørklæde om hovedet. Og jeg kan love jer for, at der bliver kigget. Så når jeg går ind i bussen, folder jeg tørklædet ned over skulderne. Ja, det lyder virkelig åndssvagt. Men jeg gør det faktisk for ikke at blive misforstået. 

Og det er IKKE fordi, jeg har noget imod muslimer. Jeg kan faktisk rigtig godt lide muslimer. Nogle af de mennesker, jeg holder allermest af i den her verden, er muslimer. Jeg elsker anerledes kultur, og ville nogle gange ønske at jeg hørte til der. For de forstår mig. De forstår, hvad det vil sige at være anerledes her i Danmark. 

Nå, men pointen med det her er, at jeg føler mig mere anerledes, end jeg gjorde for 4-5 år siden. 

Der er nærmeste blodige konflikter ligemeget, hvor du tager hen i verden. 

I Indien behandler man kvinderne som dyr. I Mellemøsten dræber Islamisk Stat kvinder og børn, og har jaget millioner af mennesker på flugt. I Afrika gør Boko Haram det samme. 

I Egypten, Israel, Yemen og i Sydamerika er der diverse konflikter både af religiøs og politiske karakterer. 

Over 60 millioner mennesker er på flugt. Det er ca. hver. 122. person! Det er jo vanvittigt! Verden er et frygteligt sted!

Men med 60 millioner mennesker på flugt er det nødvendigt med et internationalt fællesskab og ansvar. Medansvar og medmenneskelighed.

Og derfor er det så mega ærgerligt, at hver 5. dansker har stemt på DF. 

De sidste dage har jeg hørt mange grunde til, hvorfor folk har stemt DF. Ligefra dyrevelfærd til beskyttelse af nationalstaten. (OMG! Nationalstaten?)

Faktum er bare, at DF's mærkesager - og deres krav til Lars Løkke primært handler om udlændingepolitikken. Med så mange DF'ere i Folketinget er der nu rigtig god mulighed for at lave stramninger på området. Stramninger som måske på nogle punkter er nødvendige - men vi er nødt til at hjælpe andre mennesker i nød! Vi er nødt til at være åbne. Være åbne overfor forskellighed og andre kulturer. Og det synes jeg ikke, vi er lige for tiden. 

Så jeg bliver bekymret. 

Misforstå mig ikke. Jeg er dansk. Jeg har dansk pas, og jeg kender ikke til andet end at være dansker. Jeg er adopteret. Og det livsvilkår kan ingen tage fra mig, uanset hvor hårdt de prøver. Det er heller ikke det faktum, som bekymrer mig. 

Jeg plejede at elske det danske. 

Men DF står for alt, hvad jeg ikke kan lide ved Danmark. Smålighed og mangel på tolerance. Mit værste politiske mareridt blev til virkelighed. Dansk Folkeparti kom til magten. 

DF går ikke ind for at homoseksuelle kan adoptere. Ok, skal vi tilbage til et system, hvor det kun var den hvide rige mand og hans kone, der kunne adoptere et barn for at redde det fra hungersnød? 

Nej vel!?!?!

Kan du følge min bekymring og frustration? 

20 % af DK har givet de her politikere mandat til at føre gammeldags og snæversynet politik. 

Det her valg peger i retningen af en mentalitet, der ikke ligefrem sprudler af forståelse og rummelighed. 

Og hvor bliver der så plads til lille mig?

Ja, jeg er dansker. Men jeg er mørk. 

Som du kan se på billederne, så ligner jeg en dansker. Men jeg ligner jo også en etnisk dansker. 

Og jeg render altså ikke rundt med et skilt på ryggen, der reklamerer for mit danske statsborgerskab! 

Jeg er bange for, at vi går en mentalitet i møde, hvor der lige pludselig ikke er plads til min anerledeshed.

Jeg er bange for, at jeg skal til at forsvare mig selv. 

Folk jeg kender, og særligt de højreorienterede, synes jeg klynker. For det er jo ikke sådan nogle som mig, DF ikke kan lide. Men jo det er det! Det er faktisk sådan nogle mørke nogle som mig, de synes skal visiteres ved en fed grænsebom, før vi må komme ind. 

Kunne jeg ikke bare kæmpe? Og råbe højt, som jeg altid har gjort? 

Jo, det kunne jeg måske nok. Men i torsdags føltes det ret nyttesløst. Jeg har stadig ikke fundet energien til at kæmpe imod småligheden. For jeg føler mig så fortabt. Jeg føler, at jeg har mistet alt hvad jeg elskede ved Danmark. 

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op. 

Forhåbentlig er der nogle andre, som allerede har fundet gejsten igen, og som er klar til at kæmpe. 

Jeg bliver det forhåbentlig også. 

Men ligenu føler jeg mig lidt rodløs, og overvejer seriøst om Danmark skal være det land, hvor jeg skal bo i i fremtiden. Er det virkelig det her land, som mine børn fødes i? 

Jeg ved det virkelig ikke.. For hvad er jeg nu? 

Det var alt for nu.