mandag den 12. august 2013

Velkommen tilbage til virkeligheden

Kære alle sammen

Nu er der gået 10 dage, siden vi landede i Kastrup. De sidste 8 dage har jeg så ligget med en infektion i halsen, så jeg er på penicillin. Super dårlig timing, da jeg skal være instruktor (tutor) på uni om 14 dage!!

Jeg ved ikke rigtig, på en eller anden måde føler jeg, at jeg stadig ikke har helt styr på følelserne. Jeg synes ikke, at jeg har bearbejdet noget som helst. Men måske er det fordi, der ikke er ret meget at bearbejde?
Jeg troede jo, at jeg skulle hjem og arbejde med en definitiv afsked med min mor. Men det skal jeg jo ikke. Til gengæld burde jeg finde mig et job, som jeg rent faktisk får løn for, så jeg kan komme til Sri Lanka snarest! ;-)

Samme dag som vi landede, fik jeg en sms fra min grandfætter. Dér kunne jeg alligevel godt mærke, at jeg blev lidt forvirret, og ikke helt vidste, hvordan jeg skulle reagere. Jeg skal lige finde ud af, hvordan og hvor meget kontakt, jeg ønsker.

Det eneste jeg rigtig ønsker, er vel at give min mor en kæmpe krammer. Men det kommer ikke til at ske lige pt.
Jeg sidder her og forsøger at skrive noget klogt, mens jeg lytter til en sang. Sidder og studser lidt over omkvædet. Jeg lyttede også til den på Sri Lanka, og på én eller anden måde, så beskriver den egentlig mit forhold til min mor ret godt.


Nobody sees
Nobody knows
We are a secret
Can't be exposed
That's how it is
That's how it goes
Far from the others
Close to each other
That's when we uncover.

Jeg synes, det er meget sigende, fordi vi også skal holde vores forhold hemmeligt - eller hun skal mest! Jeg kan heldigvis dele min lykke med alle jer, og alle de mennesker, som er tæt på mig - men det kan hun ikke! Hun kan kun dele det med sin fætter, og hvor det smerter mig. Tænk hvis hun bare gerne vil dele sin lykke med resten af verden (ligesom mig!), og er nødt til at skjule den hver eneste dag.

Det er super hårdt ikke at kunne dele det. Eksempelvis skal jeg sammen med mine forældre interviewes til Hjemmet om 14 dage. De ville rigtig gerne have et billede af mig og min mor - men det kan jo ikke lade sig gøre. Jeg kan simpelthen ikke vise billeder af hende. Heller ikke på facebook, selvom jeg så gerne vil. Jeg tør ganske enkelt ikke tage den chance. Tænk nu hvis nogen, som hun kendte, opdagede det. (Chancen er nok lig nul, men alligevel!)
Men som min søde tante Anne sagde, så er det vigtigste jo ikke at dele det med verden, men at vi har hinanden, når vi kan. Og det har hun jo egentlig ret i.. Det er jo bare mig og min lykkesrus!

Nå, nu vil jeg tilbage til sygesengen. Forhåbentlig bliver jeg snart rask, og klar nok i hovedet til at komme med et lidt bedre indlæg ;-)

- Choko!

tirsdag den 6. august 2013

På Sri Lanka er jeg født, i Danmark har jeg hjemme.


Kære alle sammen.

Så er jeg vendt hjem fra mit livs rejse!
Det har været en rigtig god tur, og jeg er stadig ikke helt vendt tilbage til virkeligheden endnu!

Det startede dog med lidt for meget drama. Min far og jeg står i Kastrup Lufthavn, og vi kan se, at flyet er forsinket ca. 5 minutter. (Hvilket var ok - vi havde 1 time i Frankfurt.) Vi checker ind og går ned til gaten. Der har de så ændret det til, at der kommer ny info 18:10. Allerede dér begynder jeg at blive nervøs. Vi spørger så en SAS medarbejder, som ikke var særlig serviceminded eller hjælpsom, som siger at vi vil blive indlogeret på et hotel og fløjet afsted dagen efter, hvis flyet blev aflyst!! KRIIIIISE! Vi skulle jo mødes med min mor dagen efter, så jeg skulle under ingen omstændigheder indlogeres på noget hotel i København - heller ikke hvis det var Hilton!
Nå, vi spørger så en anden medarbejder, da vi opdager, at der om 20 minutter gik et andet fly til Frankfurt, det var godt nok med Lufthansa og ikk SAS, men vi spurgte alligevel. Rikke, som medarbejderen hed var SÅ sød og hjælpsom. Først ringer hun til SAS og får af vide, at vores fly er gået i stykker! NOOOOOOOO tænkte jeg - dér var jeg så overvældet af nervøsitet og panik, at jeg var ved at bryde sammen ved skranken. Heldigvis går hun ud og snakker med kabinepersonalet, og 10 minutter senere er vores bagage flyttet over i flyet, vi har 2 pladser og flyver til Frankfurt!
1000 tak til Rikke og Lufthansa for at redde turen!

Vi kommer til Frankfurt og flyver 2 timer senere videre mod Colombo. Turen tager ca. 10 timer fra Frankfurt, så vi var godt trætte, da vi nåede til Colombo. Vi bliver kørt direkte til hotellet, hvor jeg hopper direkte i seng. Jeg var helt overvældet af situationen. Hotellet er så smukt, og kæmpe stort!
Nå, om aftenen går vi ned på én af hotellets 13 restauranter og får super lækker mad. Vi drikker lige en cocktail ved poolen og går så i seng. Vi skulle jo være klar til mandag morgen, hvor vi skulle mødes med min mor!

Mandag er den store dag! Vi står tidligt op, går ned og får en café latté - men jeg kan overhovedet ikke drikke den, jeg kan heller ikke spise noget. Det eneste jeg kunne, var at ryge en masse cigaretter! Jeg var ved at tisse i bukserne af skræk, jeg var simpelthen så nervøs! Jeg havde en brændende ønske om, at den her dag skulle blive en mor-datter-hygge-dag, og jeg var så bange for at dagen ikke ville blive god, eller ikke blive det, jeg forventede.
Jeg får en sms fra Pam (formidleren), som skriver at de er på vej. 10 minutter senere banker det på døren.
Jeg åbner døren og ser min mor stå dér lige foran mig! Pam kommer og giver mig et kram, og derefter giver min mor mig et forsigtigt kram. Hun er mindst lige så nervøs, som jeg er!
Hun er meget berørt af situationen, og græder. Da jeg krammer hende, kan jeg godt mærke en klump i halsen, men på én eller anden måde forsvinder den. Lige pludselig havde jeg slet ikke behov for at græde, hvilket er lidt underligt. Jeg havde forventet, at jeg ville bryde fuldstændig sammen! Men der er en connection mellem os med det samme. Der er slet ikke nogen tvivl om, at det var min mor! Jeg kan stadig mærke den der glæde i maven, når jeg tænker på hende, for det der er bare min mor :-)

Vi havde lavet en fotobog med billeder fra hele mit liv. En rigtig bog. Den var super flot, og Pam syntes, den var rigtig sej! Jeg gav den til min mor og viste hende billederne. Det første billede er mig som spæd, og hun fortæller at min niece på 6 måneder ligner mig rigtig meget på det billede. Hun sidder og kigger billederne igennem, og er tydeligvis berørt af situationen. Vi sidder og snakker lidt, hun fortæller at jeg var den største baby af os 3 piger. Hun fortæller også, at hun ikke kan huske ret meget fra dengang, og jeg tænker hun simpelthen har fortrængt det i et forsøg på at overleve.
Jeg viser hende min tatovering af Sri Lankas nationalblomst og mit navn. Desværre opdager jeg, at den er skrevet forkert, det første tegn beskriver en forkert lyd. (Deres tegn er lyde og ikke bogstaver som vores.) Men det gør ikke så meget, for mit navn er skrevet på minimum 3 måder i papirerne. Og jeg kan jo altid få lavet det om.
Min mor og Pam fortæller mig så, at der er sket en fejl i min fødselsattest. Jeg skulle slet ikke have heddet Dulanjani - men Dulanjalee. Dulanjani er slet ikke noget navn! Der er igen én, som har skrevet et forkert tegn... Så jeg render nu rundt med en forkert tatovering og et forkert navn.

Vi går ned i lobbyen, da hendes fætter sidder og venter. Han er super cool, meget tilbageholdende og stille.
Han får også set bogen og min tatovering. Han kan ikke engelsk, men jeg kan mærke på ham, at han også synes, det her er stort!
Pam forlader os for en kort stund, da hun skulle hente et brev, min mor havde skrevet på engelsk, som Pam så havde oversat til singalesisk, så min biologiske mor kunne læse det. Hun hentede også en bog, hvor hun havde billeder af mange af de børn, som hun har formidlet gennem tiden. Jeg var deri - og jeg fandt også et billede af en mine kammerater :-)
Jeg tænkte lidt "Åh åh, hvad gør vi nu", da Pam tog afsted. Hvordan skulle vi nu kommunikere? Men det viste sig, at min mor kan en lille smule engelsk! :D Wuhuuu... Ikke ret meget, men nok til at kunne forstå mig!

Klokken bliver 12, Pam er kommet tilbage, og ind kommer der et par. Jeg vidste godt, de kom, men jeg vidste ikke helt, hvordan det hele hang sammen.
Men han (Jeg aner stadig ikke, hvad han hedder) arbejder på det hospital, hvor jeg er født. Min mor mødte ham på hospitalet dengang, og han har så givet hende husly indtil jeg skulle bortadopteres. Min mor kunne jo ikke bo hjemme i landsbyen, hun ville jo vække opmærksomhed! Så hun har boet hos ham og konen, som jeg også mødte.
Han har faktisk reddet mit liv! Min mor sagde, at hun ville have været nødsaget til at beholde mig, hvis ikke hun havde mødt ham. Så spørger jeg hende så, om det havde været muligt pga. hendes mand. Hun svarer: Nej.
Så kan jeg jo godt regne ud, at hun fx havde været nødt til at lægge mig på gaden, hvis ikke hun havde mødt ham. Jeg tør slet ikke tænke på alternativet. Puuha... Jeg har virkelig været heldig. Eller VI har været heldige, at hun mødte ham!

Vi sidder og snakker om, hvad min far og jeg skal mens, vi er på Sri Lanka. Jeg fortæller, at jeg meget gerne vil købe en sari, og at jeg gerne vil se hospitalet, hvor jeg er født.
Det ender med, at Pam ringer efter en tuk tuk, min mor og grandfætter kører med os ud og køber en sari. Vi køber også en sari til min mor.
Jeg fik en i blå og lyserød, og hun fik én i rød. De er meget smukke begge to! Det var så fedt, at vi kan dele det mindre om de saris.
Efter vi har købt saris, må vi desværre tage afsked. De har over 3 timers kørsel til landsbyen, og hendes døtre må ikke fatte mistanke, så de skal desværre tilbage. Jeg har jo hele tiden indstillet mig på, at jeg kun havde det ene møde med hende, fordi det var sådan hun ønskede det. Men hun siger så, at hun kommer igen om torsdagen for at sige farvel. DET ER SÅ KÆMPE STORT!!!
Jeg får lov til at se hende 1 gang mere. Jeg var så glad!

Nå, men vi siger farvel, og kører så videre mod hospitalet. Det er en vild oplevelse at køre i tuk tuk. Trafikken er så vanvittig! Vi har en times tid, inden vi skal være på hospitalet, så vi besøger først et hinduistisk tempel, som I kan se på billedet.

Efter at have set templet tager vi hen på hospitalet, hvor parret venter på os. Han arbejder stadig på hospitalet, og kan derfor vise os rundt. Man kan nemlig ikke bare komme ind på et hospital, som man kan herhjemme. 
Han har været hjemme og hente sine to voksne børn, en dreng og en pige. Pigen er lidt ældre end mig, og kan heldigvis tale rigtig godt engelsk :-) Hun er super sød, og oversætter for os. 
Hospitalet er langt fra som et dansk hospital. Det var lidt overvældende at se. 
Det første vi ser, er fødegangen. Vi ser Labor Room Unit B, som er den fødestue, hvor jeg kom til verden d. 18.11.91. 
Der var ingen maskiner, der bippede og målte hjertelyd, ingenting! Der var naturligvis en seng - men behagelig så den ikke ud. 
Det er selvfølgelig meget bedre end at blive født ude i naturen, men hold nu op - der er meget langt til de danske standarder for hospitaler! 
Men det var fedt at se! Det er de færreste ikke-adopterede, som ser deres fødestue. Men det har jeg! Og det er fedt! 
Vi så også den afdeling, han arbejdede på. Han viste stolt den hjemvendte dansker frem, og der blev taget billeder osv. De var alle sammen meget interesserede. Jeg var lidt som en abe i et bur, men det gjorde ikke noget. Han var stolt af at vise mig frem.

Efter at have set hospitalet kører vi hjem. Det har været den vildeste dag i mit liv! Jeg sover et par timer, og så kan jeg godt mærke, at jeg faktisk ikke havde spist hele dagen! Så vi fik igen noget godt at spise, og så blev der ellers bare slappet af!

Tirsdag vil vi ud og gå ved Det Indiske Ocean, som ligger meget tæt på vores hotel. Men inden vi overhovedet når over vejen, er vi kommet i kontakt med en mand, som angiveligt arbejder på hotellet (garanteret en kæmpe løgn!), han har prajet en tuk tuk, og så skal vi ud og se byen. Han vil vise os en buddhistisk festival, og vi ender ved et tempel, som min far havde besøgt om søndagen. Han tog os videre til en smykkeforretning, og der sagde vi stop! Han var udelukkende ude på, at vi skulle bruge nogle penge. Og han skulle tjene på os. Det er meget udbredt på i Colombo, at folk forsøger at krejle sig til penge på den måde. Vi var dumme og naive, og det var faktisk rigtig ubehageligt. Det værste var, at han sad og kaldte mig for søster (jeg fortalte ham, at jeg var adopteret.) Han sad og sagde til min far, at han var en rigtig god mand, for at have taget en sri lankansk pige til sig. Det var så klamt - og overhovedet ikke oprigtigt af ham! 
Vi beder så om at stoppe, og vi går så ved oceanet. Det var nogle vanvittige bølger! 
Vi går lidt videre og folk ved hele tiden i kontakt med os. Vi gik forbi World Trade Center, hvor det danske konsulat ligger. Der kom kort tid efter endnu en mand, som ville vise os en buddhistisk festival - men der var jeg så sur på sri lankanerne, at jeg vredt fik sagt nej og gik videre! 

Det var så ubehageligt, at jeg opholdte mig sengen resten af dagen. Det var en rigtig dårlig dag. Det var lige præcis, det jeg frygtede. Eller de følelser, jeg frygtede. 
Det er så træls at få sådan et indtryk af sri lankanerne, fordi det jo kun afspejler en del af folket, som bare gerne vil tjene på turisterne. 

Onsdag skete der ikke så meget, vi gik gennem hele Colombo til Cinnamon Gardens. Vi troede, vi ville opleve et mere mondænt område - men det var egentlig bare et lidt rigere område, hvor vi bare kunne se sri lankanerne gå på arbejde. Folk havde meget travlt, og her var der slet ikke samme opmærksomhed på turisterne. 
Da vi ikke fandt det så interessant, gik vi hjem igen. Det var meget varmt, og vi var drivvåde af sved, da vi kom hjem! 


Der er enormt smukt i Colombo. Midt i byen ligger der en stor sø, som er enormt smuk! 

Torsdag er vores sidste dag. Jeg når knapt af stå ud af sengen, før det ringer nede fra receptionen. Min mor står og venter. Jeg sender min far derned, jeg skal jo lige have tøj på! 
Tyk i ansigtet og kun halvvågen skynder jeg mig derned. Hun har en gave med til mig. Hun har også skrevet et brev til mig og et til mine forældre. Mit starter med "My dearest daugther Dulanjalee"
Resten vil jeg ikke afsløre, det er for privat. Men lad mig bare sige, at hun skriver en masse søde ting, som rører mig dybt ind i hjertet. Jeg bliver stadig rørt hver gang, jeg læser brevet. 

Pam kommer også, det samme gøre parret - og de har datteren med. Det er super fedt! 
Vi får taget en masse billeder ude i hotellets skønne natur. 
De tager afsted lidt tid senere, men min mor og grandfætter bliver. Da klokken bliver 14, er de desværre også nødt til at tage afsted. Jeg følger dem ud, og min mor begynder at græde. Jeg forsøger at forklare hende, at hun ikke må være ked af det. Jeg skal nok komme tilbage til hende og besøge hende så snart jeg får chancen. 
Jeg tører en tåre væk fra hendes kind, og hun kysser mig på mine tykke kinder. Og grandfætteren giver mig en kæmpe krammer. Han er også berørt af situationen! 
Til sidst går de. Dér er jeg godt nok ved at bryde sammen. Jeg vender mig om, og ser dem gå. Jeg skynder mig hen til min far, siger at jeg lige skal bruge 5 minutter for mig selv. Jeg skal bare lige ud og have en smøg. Men da jeg står der for mig selv, bliver jeg faktisk rigtig ked af det. Det var så mærkeligt at sige farvel til hende. Jeg havde slet ikke lyst til at farvel. Havde allermest lyst til bare at sidde og hygge med hende, som vi havde gjort i mange timer. Og tanken om, at jeg ikke kommer til at se hende det næste lange stykke tid, gør så ondt. Det er helt uoverskueligt, at jeg ikke kan give hende et kram det næste lange stykke tid! 

Her er jeg med parret, som hjalp mig og min mor for knapt 22 år siden.


Da klokken blev 21:30 gik vi ned i lobbyen, fik checket ud og blev kørt til Colombo Lufthavn. Da vi sidder ved gaten, modtager jeg en sød sms fra min grandfætter, at de ønsker os alt godt, og at de tænkte på os her kl. 22, når vi sad i lufthavnen. 
Vi skulle mellemlande i Charles De Gaulle Airport. Sikke en lortelufthavn, dårligt indrettet og personalet kan ikke tale engelsk! Nåå ja ok, det værste var, at jeg efter 12 timer uden en smøg, ikke kunne få smøg, da vi selvfølgelig skulle ud i en eller anden mærkelig forgrening i lufthavnen... Mig og de der franskmænd har virkelig et anstrengt forhold!
Vi landede i Kastrup med en anelse forsinkelse (No wonder, stort set alle fly, jeg har været med i år, har været forsinkede!!!), og så gik der 45 min. før min kuffert kom. Der var jeg ved at få et flip! Min sari og  gaverne lå i kufferten!

Men nu er vi hjemme, og har været det i nogle dage. Jeg er glad for at være hjemme. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kommer fra Sri Lanka - men det er i Danmark, jeg har hjemme! 
Har lige skulle vende tilbage til virkeligheden, og faktisk også samle lidt kræfter til at skrive det her indlæg! Det er et af de vigtigste indlæg, jeg nogensinde har skrevet! 
Alt i alt har det jo været en fantastisk tur, og jeg har fået meget mere ud af den, end jeg overhovedet havde turde håbe på! Jeg håbede bare på 1 hyggedag med min mor - jeg fik 2! Jeg fik lov til at købe saris sammen med hende. Jeg fik svar på så meget mere, end det jeg ønskede at få svar på. Men det afføder naturligvis også nogle nye spørgsmål nu. Men det kan jeg sagtens leve med!
Mine adoptivforældre er overhovedet ikke blevet mindre forældre af det her. Men nu føler jeg, at jeg har 3 forældre. Før var min mor bare det abstrakte begreb "biologisk mor" på Sri Lanka. Nu har jeg set hende, hørt hendes stemme, og holdt hendes hånd. Hun er overhovedet ikke abstrakt længere - hun er min mor! Og jeg kunne fra start af mærke den der connection - også følelsesmæssigt fra min side! 


Nu er jeg desværre blevet ramt af en omgang influenza, så nu hopper jeg tilbage i seng! 

- Choko


Sidebemærkning: Da mit forhold til min mor skal holdes hemmeligt for hendes ægtemand og mine søstre, har jeg valgt, at jeg ikke offentliggør nogle billeder af hende. Jeg ville ønske, at jeg kunne vise min mor til hele verden - og vise at vi hører sammen, men sådan bliver det desværre ikke. Det må jeg så lære at leve med. Derfor kan jeg ikke vise nogle billeder af hende. Beklager