onsdag den 22. maj 2013

Mother found!

Kære alle sammen

Ja, det var titlen på den mail, som jeg modtog i formiddags.
Det er ubeskriveligt! Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg kan næsten ikke trykke på tasterne, for jeg mangler ord for, hvad der kan beskrive den følelse, jeg fik, da jeg læste dette!

Men jo, den var rigtig nok.
Pam (min sagsbehandler) har fundet frem til kvinden, som de formoder er min mor. Det sitrer helt i fingerspidserne.. Jeg forsøger ihærdigt at kunne skabe et dybt og klogt indlæg, men i virkeligheden aner jeg ikke, hvad jeg skal skrive. Der findes ingen ord i verden, som kan beskrive den følelse.

Nå, men altså jeg har jo tidligere fået af vide, at man også har fundet min far. Desværre viser det sig jo nok, at manden nok ikke er min far alligevel. Det er naturligvis ærgerligt - men omvendt ikke så overraskende. Han står jo altså som ukendt i mine papirer. Det vigtigste med denne eftersøgning var jo også at finde min biologiske mor - og søster. Hvis den lille pige, min mor så i retten, er min søster. Hun kan jo ligeså godt have været en niece eller anden slægtning til min biologiske mor. Da jeg troede, jeg havde fundet min far, var det som en ekstra bonus. Det vigtigste er min biologiske mor, det er hende min mor altid har talt om. Det er hende, jeg gerne vil have et forhold til. Eller bare få at se. Og jeg håber inderligt, at jeg får lov en dag. Og forhåbentligt snart! Jeg er allerede ved at finde ud af, hvornår jeg kan flyve derover, men det er jo ikke så ligetil. Der skal søges om visum, jeg skal vaccineres - og jeg skal være først og fremmest være færdig med mine eksaminer.

Jeg er lykkelig for, at de har fundet frem til hende (hvis det nu er hende.) Alene det, at hun er i live, er kæmpe stort. Når man går i gang med sådan en søgning, er det jo altid et sats, man aner jo ikke, hvad man kaster sig ud i. Jeg anede jo ikke, om hun var gået bort. Men det er hun ikke, og det er fantastisk! For så er jeg skridtet nærmere et møde med den kvinde, som har født mig.

Jeg har fået en masse deltaljer af vide, som jeg lige vil holde lidt for mig selv endnu. Jeg har i denne process lært, at ikke alle oplysninger er korrekte, og derfor vil jeg også vente med at fortælle mere lige nu. Jeg skal have tingene bekræftet først. Det får jeg i næste uge, når Pam skal mødes med min biologiske mor.
Jeg vil dog alligevel lige dele dette udsnit af en mail fra Pam. Det er dybt rørende, og skænker mig en vis mængde af håb.


Er det ikke et tegn på moderskab? 
På kærlighed til det barn, man valgte at give bort af kærlighed?
På lettelse?
På håb?

I don't know, men det er da nogle af de ting, jeg forestiller mig i øjeblikket. 

Det var alt for nu. Jeg må hellere forsøge at færdiggøre den der eksamensopgave, selvom at det er skidesvært! Kulturdimensioner og tysk arbejdskultur er det sidste, jeg kan tænke på i dag!

- Choko



mandag den 20. maj 2013

Mit frirum

Kære alle sammen

Jeg har brugt weekenden i selskab med en masse andre unge mennesker fra Adoption & Samfund - Ungdom.
Solen skinnede, humøret var højt og vi har hygget helt vildt.

På færgen mod Sj. Odde


Det har virkelig været en god weekend. Jeg kan næsten ikke beskrive med ord, hvor godt det har været.  Vi har været sammen i to og en halv dag, det er lang tid - specielt for de nye medlemmer, som deltager for første gang - men det virker til at alle har været rigtig glade.

Vi har både haft et virkelig spændende oplæg fra en rumænsk udvekslingsstuderende, vi har spillet fodbold og haft roulade-ræs, vi har set Eurovision Song Contest, og så har vi bare hygget helt vildt!



Nu er jeg kommet hjem, og jeg kan mærke, at denne weekend bare lige var det, som jeg havde brug for. Jeg har både fysisk og psykisk haft brug for at stresse af efter al den medieomtale, min krop var begyndt fysisk at sige fra, hvilket udspiller sig i massiv træthed, sygdom og andre ting. Så jeg vidste godt, at jeg skulle passe på mig selv. Og der findes ingen bedre måde at stresse af på, end at være sammen med 14 andre unge mennesker. Det var simpelthen så rart. 
Jeg kom hjem igår, og selvom at jeg var mega træt og nærmest var ved at falde i søvn stående, så kunne jeg mærke en glad lille følelse i maven! 
Der er noget livsbekræftende i at se unge mennesker fra hele landet, med hver sin historie og hver sit liv, mødes på en campingplads og bare have det dejligt sammen. 


Adoption & Samfund er foreningen, hvor jeg engagerer mig personligt. Det er foreningen, hvor jeg har ambitioner for mig selv.
Men Adoption & Samfund - Ungdom ér og bliver stedet! Det er stedet, hvor jeg kan slappe af!

Det er mit frirum!

Det er enormt vigtigt, at vi unge mennesker har nogle frirum, som vi kan ty til, når tingene koger over. Der var flere, som virkelig nød at kunne puste ud i en tid, som ellers er ret så anspændt, hvad adoption angår.

Vi har fået ladet op - og mange af os skal allerede ses igen om en måneds tid i Århus, hvor jeg har taget initiativet til en bytur.

Nu må jeg hellere få skrevet på den eksamensopgave. Dette lille blogindlæg var blot en pause fra eksamensskrivningen.

- Choko