Hvorfor vil jeg rejse alene?

Kære alle sammen.

Tak for de fine tilbagemeldinger på det tidligere indlæg!

Jeg sidder og læser til eksamen. Nu har jeg terpet det tyske skolesystem igennem siden i morges. Nu sidder jeg og kigger over på den mørke Universitetspark, mens stearinlysene reflekteres i vinduet. Nøøj, hvor hyggeligt! Har brug for en overspringshandling, så nu kommer der et blogindlæg!

Flere har spurgt, hvorfor jeg vil rejse alene til Sri Lanka. Det er et godt spørgsmål, og derfor tænkte jeg, at jeg vil gå lidt dybere ind i det emne. Det kræver lidt historie..

Da det fulde familieskifte skulle fuldbyrdes, altså da adoptionen skulle finde sted, skulle både min biologiske mor og min mor dukke op i retten. Sådan er loven i Sri Lanka. Begge parter skal møde op. Det betyder naturligvis, at mine to mødre har mødt hinanden. De har delt et betydningsfuldt øjeblik sammen. Et øjeblik, som har har så stor en betydning, at det slet ikke kan beskrives med ord. (Det var i hvert fald et fantastisk øjeblik for min mor, har hun fortalt.) Jeg vil ikke beskrive den dag mere end det her, for det er meget privat for min familie. Pointen er bare, at de to har mødtes.

Måske er det egoistisk af mig, men jeg føler ligesom, at det er min tur nu. Det er min tur til at få et sådan fantastisk øjeblik med den kvinde, som har født mig. Hold op, hvor jeg lyder selvvisk, men jeg kan nok ikke forklare det med andre ord. I må ikke misforstå mig.

Som i de fleste andre adoptivfamilier, er det meget følsomt at snakke om den biologiske familie. Det er overhovedet ikke negativt. Det er følsomt, fordi adoptionen er en stor ting, og fordi at jeg sammen med min søster er ønskebørn.
Og som for mange andre adoptivbørn, som har mødt deres biologiske forældre, så er det her møde en rigtig stor ting.
I de fleste tilfælde vil jeg altid have mine forældre og deres følelser i baghovedet. Men lige i det her tilfælde, ønsker jeg at kunne forholde mig helt og holdent til mine egne følelser. Hvis mine forældre tog med, ville jeg nok automatisk føle, at jeg skulle tage hensyn til dem, for det er jo naturligt at tage hensyn til medmennesker, men til det her møde, vil jeg gerne kunne fokusere udelukkende på mig selv og min biologiske mor. Og hvorfor så det? Jo, det er fordi, at jeg godt er klar over, at jeg måske ikke får hende at se igen. Måske gør jeg, måske ikke. Ingen ved det. Skulle jeg ikke få hende at se mere end én gang, ja så vil jeg være sikker på at, at jeg kan nyde det 100 % og få sagt de ting til hende, som jeg gerne vil sige.

Det er bestemt ikke fordi, at jeg ikke ønsker at mine forældre skal møde min biologiske mor (og forhåbentlig også min storesøster!), det må de hjertens gerne. Jeg forestiller mig det sådan, at de skal med, hvis kontakten mellem mig og min biologiske familie holder i fremtiden. Hvis der er grobund for en god kontakt, og et besøg mere, ja så må de hellere end gerne tage med.

Jeg er mine forældre taknemmelige for, at de ikke har taget mig med til Sri Lanka før. Jeg har ikke følt mig klar til at møde den del af mig før nu. Mange adoptivforældre tager deres børn med til deres fødelande, og det fungerer måske godt for nogle, men jeg er glad for, at et møde med Sri Lanka ikke er blevet "presset ned over mit hoved". Mine forældre ville ALDRIG tvinge mig, men jeg er glad for, at det ikke har været på tale, før jeg ligesom selv sagde til. For mig er det først rigtigt nu, hvor det for andre adoptivbørn er rigtigt i en tidligere alder. Det er svært at sige, hvornår det rigtige tidspunkter indfinder sig, i virkeligheden findes der ikke noget generelt tidspunkt. Det afhænger fuldstændig af adoptivbarnet, det vigtige er bare, at adoptivbarnet selv kan sige til og fra.

Jeg ser to måder for mig, og jeg ved ikke, hvad der generelt er bedst. Jeg ved bare, hvad der var bedst for mig.
1. Man rejser tilbage med familien, mens børnene er forholdsvis unge, så det bliver en del af deres barndom. At børnene vokser op med besøg i hjemlandet. Det tror jeg kan være gavnligt for nogen. (Men hvad så, hvis der er nogle børn, hvor det ikke har været godt!?)

2. Man gør ligesom i min familie. Taler om det en gang imellem, men lader beslutningen være helt og holdent op til barnet.

Jeg aner virkelig ikke, hvad der er rigtigt og forkert. Der er nok også mange andre scenarier, end dem jeg lige har opstillet her. Det var bare de scenarier, som umiddelbart faldt mig ind.

Nu blev jeg tom for ord, jeg tror det rækker for denne gang.
God weekend til alle.

- Choko

København - Doha - Colombo

Kære alle sammen.

Det bliver efterhånden lidt mere sporadisk med de indlæg. Nu er det på tide med et nyt!
For tiden er min hverdag påvirket af sygdom og eksamen. Jeg har haft influenza ligesom alle andre, og mine lunger stod af i en kort periode. Nu er jeg færdig med tabletkur og er holdt op med at ryge! Puuuh det er hårdt - lige midt i projekt vægttab! Men det skal lykkedes!

Igår kom min far på besøg, han skulle hjælpe mig med nogle forsikringer osv. Vi kom så til at snakke om Sri Lanka. Jeg har jo længe haft kontakt til min srilankanske sagsbehandler i Colombo. Hun er en gammel dame, og derfor tør jeg ikk vente for længe, jeg er nødt til at rejse til Sri Lanka snart. Det kræver en masse overvejelser, eftertanke og refleksion. Det skal lige siges, at jeg kom til Danmark for 21 år og 5 dage siden, og jeg har aldrig været tilbage på Sri Lanka.
For det første er det vigtigt for mig at have en rejsepartner. Mine forældre har altid sagt, at de gerne vil rejse med mig til Sri Lanka. Det er dog ikke det, jeg ønsker. Det har ikke noget med mine forældre at gøre. Det handler om, at det er min tur til at møde min biologiske familie. Min mor har allerede mødt dem for 21 år siden. Jeg ved, at et møde vil være lige så stort og følsom for min mor som for mig, men jeg kan overskue at skulle rumme hendes følelser samtidig med mine egne. Derfor har jeg valgt at tage min moster med. Jeg synes bestemt ikke, at man skal rejse alene. Rejsen er lang, og kan blive meget meget følsom af flere grunde. Rejsen kan blive forbundet med sorg, forladthed, men også forhåbentlig glæde og lykke. Derfor skal jeg have en, som jeg kan græde ved, og som jeg kan tale med. Det kan jeg med min moster.

For det andet så er der de økonomiske spørgsmål. En rejse til Sri Lanka er dyr. Jeg er studerende, og lever af SU. Jeg har jo planlagt en lang rejse til Tyrkiet til sommer, og nu skal der også finansieres en rejse til Sri Lanka. Puuuha! For at deltage i min sagsbehandlers Search Program, skal jeg naturligvis også betale et mindre beløb på omkring 600-700 amerikanske dollars. Det vil jeg godt give, hvis det betyder, at jeg får min biologiske familie at se. (Der er naturligvis risiko for, at jeg ikke får dem set!) Anyways, så skal der også betales flybilletter (fandt dog nogle ret billige gennem Qatar Airways med mellemlanding i Doha), hotelværelse osv. Det er lidt besværligt at komme til Colombo og rejsetiden lyder på min. 12 timer pga. transittid i Doha eller i Dubai. Det er ellers ikke dårligt at have et par timer i enten Dubai eller Doha, hva!
Det var faktisk økonomien som i starten afholdte mig fra at tage afsted. Havde oprindeligt planlagt at rejse i 2014, men da min sagsbehandler er gammel, kunne jeg godt se nødvendigheden i at tage afsted nu.

Jeg har længe tænkt over at rejse tilbage. Nu synes jeg ligepludselig, at det kommer meget tæt på. Jeg føler ikke, at jeg har ret meget at sige? Det er ret atypisk for mig! Måske er det fordi, at jeg ikke aner, hvad jeg egentlig går ind til? Jeg kan jo på ingen måde kontrollerer mine følelser, når jeg først står i Colombo. Jeg kender ikke udfaldet, måske får jeg dem ikke at se, måske gør jeg. Jeg kan forestille mig, hvad jeg ville føle, men jeg har i virkeligheden ingen anelse om, hvordan det føles.

Jeg er udemærket godt klar over, at 2 ud af 3 mulige scenarier har et udfald, som ikke er til min fordel.
- Mine familiemedlemmer kan være gået bort.
- Det kan være, de ikke ønsker at se mig. (Og hvordan søren tackler man at blive forladt for 2. gang?)

Alligevel så går jeg og håber på, at det bliver et lykkeligt udfald, som betyder at jeg får kontakt til min biologiske familie, og at de måske modtager mig med kyshånd.

Sri Lanka har nogle smukke strande! Generelt en meget imponerende natur. Glæder mig til at opleve den selv. 

Jeg har også gjort mig nogle overvejelser omkring den eventuelle fremtidige kontakt. Jeg er blevet opfordret til ikke at have kontakt til min biologiske familie efter et eventuelt møde. Nogle mener, at det er nok med et besøg, få sagt de ting man ønsker, få udvekslet gaver, taget billeder osv., og så er det det! Det virker meget unaturligt for mig. På nuværende tidspunkt virker det i hvert fald ikke som en god løsning for mig. Jeg vil da gerne have en kontinuerlig kontakt til min familie. Men jeg har også hørt historier om biologiske familier, som med tiden bad om penge af deres børn. Dér har jeg også gjort mig nogle overvejelser. Jeg vil gerne hjælpe og støtte min familie til et bedre liv, hvis de ønsker det. Men det må ikke blive et forhold, som er baseret på økonomisk hjælp. Hvis de kun vil have kontakt til mig pga. penge, ja så ville jeg føle mig udnyttet og såret. 

Jeg ved det ikke... Jeg må se, hvad der sker i fremtiden. Måske bliver disse overvejelser også helt overflødige. 

Nå, det blev da en længere smøre. Der er meget mere at sige, men jeg må hellere komme i seng.
Imorgen skal jeg lægge sidste hånd på mit forsvar - jeg har eksamen på onsdag. Wish me luck!

Godnat.
- Choko

Grab a seat in the world!

Kære alle sammen. 
Så kom vi ind i det nye år! Håber I alle har hænder, øjne og resten af kroppen i god behold! 
Jeg ligger syg med influenza, feberen har steget mig til hovedet, så jeg er slet ikke i stand til at tænke konstruktivt og intelligent! Alligevel syntes jeg, at det var på tide med et nyt indlæg. 
Derfor kommer der lige en tekst taget fra en sang af Nahiba. Meget livsbekræftende og sigende! 

Isn't it funny?
I like to dance when I'm on my own
and whenever it's sunny (yeah)
you know I don't wanna stay at home
I fly in my dreams almost every night
and I'mma be down with miss Marple for life (ay)
It's the incidental things
that makes me who I am
Mind the gap
mind the girl
have another drink on me
grab a seat in the world
Yeah, have it your way
I dont give a damn about the looks I bear
Even when it snows I'm wearing flowers in my hair
Mind the gap
mind the girl
Life isn't easy
But I cry when I watch the news
Not everything's peachy, no
but let's keep a good attitude
My friends know I always run late on a plan
and I like a good man with humor and warm hands
It's the incidental things
that makes me who I am
Mind the gap
mind the girl
have another drink on me
grab a seat in the world
Yeah have it your way
I don't give a damn about the looks I bear
Even when it snows I'm wearing flowers in my hair
Mind the gap
mind the girl
Gotta do something crazy
at least once a day
it's good for you baby
sugar for the brain

Nytårsaften bringer det skøreste frem i folk! Hahah

Igår startede jeg på et projekt sammen med en veninde og 3 andre piger. Vi deltager i Horsens På Vægten, som er lidt ligesom the Biggest Loser. Som samtlige billeder antyder, så trænger jeg til at smide 10-15 kilo (det har været nødvendigt lææææænge.) 
Nå, men igår løb indvejningen af stablen. Over 500 deltagere mødte op, vi fik en masse gode råd og fik taget billeder til "før-efter" billedet. Så jeg tog til Horsens med feber og snot i hele hovedet, men som den tosse jeg er, så gør jeg det jo ;) 
Kosten er langt om, motivationen er fundet frem, og nu skal de kilo smides, så jeg er lækker til en måneds ferie i Tyrkiet til sommer! 
Siden jeg blev single i august, har jeg haft et behov for at gøre nogle radikale ting (Ja, både med mine elskede radikale venner, men også noget radikalt i mit liv), jeg har brugt et år på at arbejde med mig selv og min psyke, jeg har bekæmpet angst og lykkepiller. Jeg har fået endnu en tatovering, jeg er medlem af Adoption & Samfunds Hovedbestyrelse, jeg har lært, hvad der er vigtigt i mit liv. Trying to grab a seat in the world!  
Nu skal jeg kæmpe kampen mod kiloene. (Og nej, jeg er ikke den der dovne, småfede, ulykkelige kvinde, der bare lukker tomme ord ud. Det bliver til noget!) Jeg er pissebange for, at det går galt. Jeg vil nødig se mig selv, som hende der gang på gang mislykkedes og aldrig kommer ned i en str. 36 igen. Det skal lykkedes! Jeg vil! 

Nååå, nu skal jeg sove videre. Min feber og jeg er ikke helt enige om, hvorvidt den skal blive ved med at overtage min krop! Host host. 

Peace! 

- Choko