Et stort rod!

Kære alle sammen.

Det er ret lang tid siden, at jeg har fået skrevet noget - og det beklager jeg virkelig! 

Hele min verden har været lidt stresset siden Færøerne, så jeg har forsøgt at slappe lidt ekstra af, og det har Bloggen lidt under. Jeg har været en tur i Berlin med Horsens Statsskole her i sidste uge. Det var super fedt at få set min yndlingsby, og turens højdepunkt var helt sikkert at overraske min ex-svigermor på arbejdet. Hun blev så glad - og rørt (Ja ok, jeg tudede ligeså meget som hende!)

I adoptionsverdenen er der sådan en ulmende stemning for tiden. Jeg tror, alle er spændte på det dialogmøde, som skal afholdes i Social - og Integrationsministeriet næste tirsdag. Jeg er også selv lidt spændt - jeg skal deltage som repræsentant fra ASU. 

Men omvendt så har jeg lidt svært ved at se, hvad mødet skal gøre godt for.. Det er jo ikke engang en høring. Der skal heller ikke besluttes noget. Så jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg har det med det. 

Nå, men det bliver i hvert fald spændende at se, hvad der kommer ud af det møde. Jeg skal naturligvis nok komme med en update i næste uge. 

I den seneste tid har jeg følt mig mindre inspireret og motiveret. Måske er det på grund af stressen og mit nervesammenbrud. I hvert fald har det været lidt svært at finde gnisten .. Derfor har jeg forsøgt at vende blikket indad, få arbejdet med mig selv og få det godt igen. Det handler om at finde ud af, hvilket menneske, man gerne vil være. Både overfor sig selv - og overfor andre. 

Ofte kan mit hjem godt blive ét stort rod. Jeg er meget på farten, og bruger ikke ret mange timer derhjemme. Og tiden derhjemme vil jeg gerne nyde i fulde drag. Jeg har derfor på det seneste forsøgt at skabe mig en hyggelig base derhjemme. (Jeg har godt nok boet der i knapt 3 år, men det har været lidt en process!) 

Nyindkøbt dekoration til vindueskarmen!

Tilbage til adoption. Men fordi det står lidt stille for tiden, har jeg også tilladt mig at være knapt så meget oppe på dupperne. Det giver mig heldigvis også mulighed for at arbejde på mine foredrag. Jeg har lige holdt et på sjælland, og jeg er så heldig at have 2 mere i november måned. Når man har gjort det i så mange år, som jeg har, så kører man ofte på rutinen, men nogle gange er det godt med lidt justeringer. Dertil kommer naturligvis min historie om Sri Lanka, som naturligvis også er en del af min historie.
Så nu er jeg klar til at holde en masse foredrag.

Det bliver ikke til mere lige nu. Beklager det enormt rodede blogindlæg! (Der kommer nogle nye snart!)

- Choko

Inspiration fra Norden

Kære alle sammen

Det er MEGET lang tid siden, jeg har fået skrevet noget. 

Siden sidst har jeg haft nogle forfærdelige oplevelser i forbindelse med 2 trafikuheld, hvilket resulterede i, at jeg fik et nervesammenbrud. 

Men heldigvis skulle jeg sammen med en god veninde repræsentere ASU på Nordic Adoption Councils åbne møde i Torshavn, så jeg fik et pusterum. 

NAC er en paraplyorganisation, hvor formidlende - og forældreorganisationer fra de Nordiske lande mødes. Det er et fantastisk forum, for man lærer så meget af de andre lande og deres erfaringer. Det er altid godt at kunne sparre med andre, og det bliver der flittigt gjort i NAC. 

Det var min første gang (men forhåbentlig ikke den sidste!) på et NAC møde, og jeg lærte så utroligt meget. 

For det første opdagede jeg, at vi i Danmark er 10 skridt foran de andre nordiske lande, når det kommer til de voksne adopterede. Både i Norge, Finland, Island og på Færøerne har det været rigtig svært at få skabt en stabil forening for de unge adopterede. Så de er meget overladt til dem selv. 

Det er jo foruroligende at høre, men samtidig bliver jeg da vildt stolt af ASU! Vi har eksisteret så længe, og er så veletablerede på mange områder, så ja jeg blev da ret stolt. ASU var ligeledes den eneste ungdomsforening repræsenteret på konferencen. 

Det gav da lige lidt mere blod på tanden for at holde ASU kørende! 

Under konferencen blev der fremlagt en undersøgelse om Pre and Post Adoption Services (PPAS - vi kender det som PAS herhjemme.)

Det var ret interessant at lære noget om, hvordan de forskellige myndigheder håndtere det her PAS, som jo faktisk bør eksistere, hvis man leve op til Haagerkonventionen. Derfor var det da også ret frustrerende at opdage, at flere lande havde problemer med implementeringen pga. finansielle problemer. Ja, generelt var det ret tydeligt, at alle led under mangel på penge. Det hænger jo sammen med, at tallet af adoptioner falder - og ansøgere ligeså. Så generelt venter der virkelig meget arbejde forude i fremtiden både politisk og økonomisk. 

Og det er virkelig ærgerligt. For hvor er adoption bare en god idé!

Vi var i Torshavn fra torsdag til søndag.

Torsdag var delvist en rejsedag. Vi kom derop om eftermiddagen, og havde derfor resten af dagen til fri leg. Min veninde og jeg gik oppe fra hotellet (Hotellet lå ret højt oppe) og ned i byen. Det blæste helt vildt, og var faktisk meget koldt. Jeg havde måske glemt at pakke mit praktiske tøj.. ups.. 

Men vi fik set lidt af byen, og fik konkluderet at der både var dyrt og koldt deroppe :-) Men meget hyggeligt!

Fredag gik konferencen igang. Jeg skulle holde gæstetale om eftermiddagen, og det gik fint. Jeg kunne dog godt mærke, at jeg ikke taler engelsk i hverdagen! 

Talen handlede om ASU, hvorfor et sted som ASU er vigtigt. Jeg fortalte om ASUs holdninger til nogle af de emner, som er meget oppe i debatterne for tiden fx åbne adoptioner. 

Om lørdagen deltog jeg i en paneldebat sammen med min veninde og 4 andre voksne adopterede. Det var en rigtig god oplevelse, og jeg tror, det var gavnligt for alle. Det er altid spændende at høre inputs fra andre - og høre, hvad vores forældre og organisationerne tænker omkring dét at være adopteret. 

Nu er vi hjemme igen, og det næste der sker er dialogmøde d. 22. oktober hos Social - og Integrationsministeriet. Det bliver spændende! 

God dag til alle

- Choko

Velkommen tilbage til virkeligheden

Kære alle sammen

Nu er der gået 10 dage, siden vi landede i Kastrup. De sidste 8 dage har jeg så ligget med en infektion i halsen, så jeg er på penicillin. Super dårlig timing, da jeg skal være instruktor (tutor) på uni om 14 dage!!

Jeg ved ikke rigtig, på en eller anden måde føler jeg, at jeg stadig ikke har helt styr på følelserne. Jeg synes ikke, at jeg har bearbejdet noget som helst. Men måske er det fordi, der ikke er ret meget at bearbejde?
Jeg troede jo, at jeg skulle hjem og arbejde med en definitiv afsked med min mor. Men det skal jeg jo ikke. Til gengæld burde jeg finde mig et job, som jeg rent faktisk får løn for, så jeg kan komme til Sri Lanka snarest! ;-)

Samme dag som vi landede, fik jeg en sms fra min grandfætter. Dér kunne jeg alligevel godt mærke, at jeg blev lidt forvirret, og ikke helt vidste, hvordan jeg skulle reagere. Jeg skal lige finde ud af, hvordan og hvor meget kontakt, jeg ønsker.

Det eneste jeg rigtig ønsker, er vel at give min mor en kæmpe krammer. Men det kommer ikke til at ske lige pt.
Jeg sidder her og forsøger at skrive noget klogt, mens jeg lytter til en sang. Sidder og studser lidt over omkvædet. Jeg lyttede også til den på Sri Lanka, og på én eller anden måde, så beskriver den egentlig mit forhold til min mor ret godt.


Nobody sees
Nobody knows
We are a secret
Can't be exposed
That's how it is
That's how it goes
Far from the others
Close to each other
That's when we uncover.

Jeg synes, det er meget sigende, fordi vi også skal holde vores forhold hemmeligt - eller hun skal mest! Jeg kan heldigvis dele min lykke med alle jer, og alle de mennesker, som er tæt på mig - men det kan hun ikke! Hun kan kun dele det med sin fætter, og hvor det smerter mig. Tænk hvis hun bare gerne vil dele sin lykke med resten af verden (ligesom mig!), og er nødt til at skjule den hver eneste dag.

Det er super hårdt ikke at kunne dele det. Eksempelvis skal jeg sammen med mine forældre interviewes til Hjemmet om 14 dage. De ville rigtig gerne have et billede af mig og min mor - men det kan jo ikke lade sig gøre. Jeg kan simpelthen ikke vise billeder af hende. Heller ikke på facebook, selvom jeg så gerne vil. Jeg tør ganske enkelt ikke tage den chance. Tænk nu hvis nogen, som hun kendte, opdagede det. (Chancen er nok lig nul, men alligevel!)
Men som min søde tante Anne sagde, så er det vigtigste jo ikke at dele det med verden, men at vi har hinanden, når vi kan. Og det har hun jo egentlig ret i.. Det er jo bare mig og min lykkesrus!

Nå, nu vil jeg tilbage til sygesengen. Forhåbentlig bliver jeg snart rask, og klar nok i hovedet til at komme med et lidt bedre indlæg ;-)

- Choko!

På Sri Lanka er jeg født, i Danmark har jeg hjemme.

Kære alle sammen.

Så er jeg vendt hjem fra mit livs rejse!
Det har været en rigtig god tur, og jeg er stadig ikke helt vendt tilbage til virkeligheden endnu!

Det startede dog med lidt for meget drama. Min far og jeg står i Kastrup Lufthavn, og vi kan se, at flyet er forsinket ca. 5 minutter. (Hvilket var ok - vi havde 1 time i Frankfurt.) Vi checker ind og går ned til gaten. Der har de så ændret det til, at der kommer ny info 18:10. Allerede dér begynder jeg at blive nervøs. Vi spørger så en SAS medarbejder, som ikke var særlig serviceminded eller hjælpsom, som siger at vi vil blive indlogeret på et hotel og fløjet afsted dagen efter, hvis flyet blev aflyst!! KRIIIIISE! Vi skulle jo mødes med min mor dagen efter, så jeg skulle under ingen omstændigheder indlogeres på noget hotel i København - heller ikke hvis det var Hilton!
Nå, vi spørger så en anden medarbejder, da vi opdager, at der om 20 minutter gik et andet fly til Frankfurt, det var godt nok med Lufthansa og ikk SAS, men vi spurgte alligevel. Rikke, som medarbejderen hed var SÅ sød og hjælpsom. Først ringer hun til SAS og får af vide, at vores fly er gået i stykker! NOOOOOOOO tænkte jeg - dér var jeg så overvældet af nervøsitet og panik, at jeg var ved at bryde sammen ved skranken. Heldigvis går hun ud og snakker med kabinepersonalet, og 10 minutter senere er vores bagage flyttet over i flyet, vi har 2 pladser og flyver til Frankfurt!
1000 tak til Rikke og Lufthansa for at redde turen!

Vi kommer til Frankfurt og flyver 2 timer senere videre mod Colombo. Turen tager ca. 10 timer fra Frankfurt, så vi var godt trætte, da vi nåede til Colombo. Vi bliver kørt direkte til hotellet, hvor jeg hopper direkte i seng. Jeg var helt overvældet af situationen. Hotellet er så smukt, og kæmpe stort!
Nå, om aftenen går vi ned på én af hotellets 13 restauranter og får super lækker mad. Vi drikker lige en cocktail ved poolen og går så i seng. Vi skulle jo være klar til mandag morgen, hvor vi skulle mødes med min mor!

Mandag er den store dag! Vi står tidligt op, går ned og får en café latté - men jeg kan overhovedet ikke drikke den, jeg kan heller ikke spise noget. Det eneste jeg kunne, var at ryge en masse cigaretter! Jeg var ved at tisse i bukserne af skræk, jeg var simpelthen så nervøs! Jeg havde en brændende ønske om, at den her dag skulle blive en mor-datter-hygge-dag, og jeg var så bange for at dagen ikke ville blive god, eller ikke blive det, jeg forventede.
Jeg får en sms fra Pam (formidleren), som skriver at de er på vej. 10 minutter senere banker det på døren.
Jeg åbner døren og ser min mor stå dér lige foran mig! Pam kommer og giver mig et kram, og derefter giver min mor mig et forsigtigt kram. Hun er mindst lige så nervøs, som jeg er!
Hun er meget berørt af situationen, og græder. Da jeg krammer hende, kan jeg godt mærke en klump i halsen, men på én eller anden måde forsvinder den. Lige pludselig havde jeg slet ikke behov for at græde, hvilket er lidt underligt. Jeg havde forventet, at jeg ville bryde fuldstændig sammen! Men der er en connection mellem os med det samme. Der er slet ikke nogen tvivl om, at det var min mor! Jeg kan stadig mærke den der glæde i maven, når jeg tænker på hende, for det der er bare min mor :-)

Vi havde lavet en fotobog med billeder fra hele mit liv. En rigtig bog. Den var super flot, og Pam syntes, den var rigtig sej! Jeg gav den til min mor og viste hende billederne. Det første billede er mig som spæd, og hun fortæller at min niece på 6 måneder ligner mig rigtig meget på det billede. Hun sidder og kigger billederne igennem, og er tydeligvis berørt af situationen. Vi sidder og snakker lidt, hun fortæller at jeg var den største baby af os 3 piger. Hun fortæller også, at hun ikke kan huske ret meget fra dengang, og jeg tænker hun simpelthen har fortrængt det i et forsøg på at overleve.
Jeg viser hende min tatovering af Sri Lankas nationalblomst og mit navn. Desværre opdager jeg, at den er skrevet forkert, det første tegn beskriver en forkert lyd. (Deres tegn er lyde og ikke bogstaver som vores.) Men det gør ikke så meget, for mit navn er skrevet på minimum 3 måder i papirerne. Og jeg kan jo altid få lavet det om.
Min mor og Pam fortæller mig så, at der er sket en fejl i min fødselsattest. Jeg skulle slet ikke have heddet Dulanjani - men Dulanjalee. Dulanjani er slet ikke noget navn! Der er igen én, som har skrevet et forkert tegn... Så jeg render nu rundt med en forkert tatovering og et forkert navn.

Vi går ned i lobbyen, da hendes fætter sidder og venter. Han er super cool, meget tilbageholdende og stille.
Han får også set bogen og min tatovering. Han kan ikke engelsk, men jeg kan mærke på ham, at han også synes, det her er stort!
Pam forlader os for en kort stund, da hun skulle hente et brev, min mor havde skrevet på engelsk, som Pam så havde oversat til singalesisk, så min biologiske mor kunne læse det. Hun hentede også en bog, hvor hun havde billeder af mange af de børn, som hun har formidlet gennem tiden. Jeg var deri - og jeg fandt også et billede af en mine kammerater :-)
Jeg tænkte lidt "Åh åh, hvad gør vi nu", da Pam tog afsted. Hvordan skulle vi nu kommunikere? Men det viste sig, at min mor kan en lille smule engelsk! :D Wuhuuu... Ikke ret meget, men nok til at kunne forstå mig!

Klokken bliver 12, Pam er kommet tilbage, og ind kommer der et par. Jeg vidste godt, de kom, men jeg vidste ikke helt, hvordan det hele hang sammen.
Men han (Jeg aner stadig ikke, hvad han hedder) arbejder på det hospital, hvor jeg er født. Min mor mødte ham på hospitalet dengang, og han har så givet hende husly indtil jeg skulle bortadopteres. Min mor kunne jo ikke bo hjemme i landsbyen, hun ville jo vække opmærksomhed! Så hun har boet hos ham og konen, som jeg også mødte.
Han har faktisk reddet mit liv! Min mor sagde, at hun ville have været nødsaget til at beholde mig, hvis ikke hun havde mødt ham. Så spørger jeg hende så, om det havde været muligt pga. hendes mand. Hun svarer: Nej.
Så kan jeg jo godt regne ud, at hun fx havde været nødt til at lægge mig på gaden, hvis ikke hun havde mødt ham. Jeg tør slet ikke tænke på alternativet. Puuha... Jeg har virkelig været heldig. Eller VI har været heldige, at hun mødte ham!

Vi sidder og snakker om, hvad min far og jeg skal mens, vi er på Sri Lanka. Jeg fortæller, at jeg meget gerne vil købe en sari, og at jeg gerne vil se hospitalet, hvor jeg er født.
Det ender med, at Pam ringer efter en tuk tuk, min mor og grandfætter kører med os ud og køber en sari. Vi køber også en sari til min mor.
Jeg fik en i blå og lyserød, og hun fik én i rød. De er meget smukke begge to! Det var så fedt, at vi kan dele det mindre om de saris.
Efter vi har købt saris, må vi desværre tage afsked. De har over 3 timers kørsel til landsbyen, og hendes døtre må ikke fatte mistanke, så de skal desværre tilbage. Jeg har jo hele tiden indstillet mig på, at jeg kun havde det ene møde med hende, fordi det var sådan hun ønskede det. Men hun siger så, at hun kommer igen om torsdagen for at sige farvel. DET ER SÅ KÆMPE STORT!!!
Jeg får lov til at se hende 1 gang mere. Jeg var så glad!

Nå, men vi siger farvel, og kører så videre mod hospitalet. Det er en vild oplevelse at køre i tuk tuk. Trafikken er så vanvittig! Vi har en times tid, inden vi skal være på hospitalet, så vi besøger først et hinduistisk tempel, som I kan se på billedet.

Efter at have set templet tager vi hen på hospitalet, hvor parret venter på os. Han arbejder stadig på hospitalet, og kan derfor vise os rundt. Man kan nemlig ikke bare komme ind på et hospital, som man kan herhjemme. 

Han har været hjemme og hente sine to voksne børn, en dreng og en pige. Pigen er lidt ældre end mig, og kan heldigvis tale rigtig godt engelsk :-) Hun er super sød, og oversætter for os. 

Hospitalet er langt fra som et dansk hospital. Det var lidt overvældende at se. 

Det første vi ser, er fødegangen. Vi ser Labor Room Unit B, som er den fødestue, hvor jeg kom til verden d. 18.11.91. 

Der var ingen maskiner, der bippede og målte hjertelyd, ingenting! Der var naturligvis en seng - men behagelig så den ikke ud. 

Det er selvfølgelig meget bedre end at blive født ude i naturen, men hold nu op - der er meget langt til de danske standarder for hospitaler! 

Men det var fedt at se! Det er de færreste ikke-adopterede, som ser deres fødestue. Men det har jeg! Og det er fedt! 

Vi så også den afdeling, han arbejdede på. Han viste stolt den hjemvendte dansker frem, og der blev taget billeder osv. De var alle sammen meget interesserede. Jeg var lidt som en abe i et bur, men det gjorde ikke noget. Han var stolt af at vise mig frem.

Efter at have set hospitalet kører vi hjem. Det har været den vildeste dag i mit liv! Jeg sover et par timer, og så kan jeg godt mærke, at jeg faktisk ikke havde spist hele dagen! Så vi fik igen noget godt at spise, og så blev der ellers bare slappet af!

Tirsdag vil vi ud og gå ved Det Indiske Ocean, som ligger meget tæt på vores hotel. Men inden vi overhovedet når over vejen, er vi kommet i kontakt med en mand, som angiveligt arbejder på hotellet (garanteret en kæmpe løgn!), han har prajet en tuk tuk, og så skal vi ud og se byen. Han vil vise os en buddhistisk festival, og vi ender ved et tempel, som min far havde besøgt om søndagen. Han tog os videre til en smykkeforretning, og der sagde vi stop! Han var udelukkende ude på, at vi skulle bruge nogle penge. Og han skulle tjene på os. Det er meget udbredt på i Colombo, at folk forsøger at krejle sig til penge på den måde. Vi var dumme og naive, og det var faktisk rigtig ubehageligt. Det værste var, at han sad og kaldte mig for søster (jeg fortalte ham, at jeg var adopteret.) Han sad og sagde til min far, at han var en rigtig god mand, for at have taget en sri lankansk pige til sig. Det var så klamt - og overhovedet ikke oprigtigt af ham! 

Vi beder så om at stoppe, og vi går så ved oceanet. Det var nogle vanvittige bølger! 

Vi går lidt videre og folk ved hele tiden i kontakt med os. Vi gik forbi World Trade Center, hvor det danske konsulat ligger. Der kom kort tid efter endnu en mand, som ville vise os en buddhistisk festival - men der var jeg så sur på sri lankanerne, at jeg vredt fik sagt nej og gik videre! 

Det var så ubehageligt, at jeg opholdte mig sengen resten af dagen. Det var en rigtig dårlig dag. Det var lige præcis, det jeg frygtede. Eller de følelser, jeg frygtede. 

Det er så træls at få sådan et indtryk af sri lankanerne, fordi det jo kun afspejler en del af folket, som bare gerne vil tjene på turisterne. 

Onsdag skete der ikke så meget, vi gik gennem hele Colombo til Cinnamon Gardens. Vi troede, vi ville opleve et mere mondænt område - men det var egentlig bare et lidt rigere område, hvor vi bare kunne se sri lankanerne gå på arbejde. Folk havde meget travlt, og her var der slet ikke samme opmærksomhed på turisterne. 

Da vi ikke fandt det så interessant, gik vi hjem igen. Det var meget varmt, og vi var drivvåde af sved, da vi kom hjem! 

Der er enormt smukt i Colombo. Midt i byen ligger der en stor sø, som er enormt smuk! 

Torsdag er vores sidste dag. Jeg når knapt af stå ud af sengen, før det ringer nede fra receptionen. Min mor står og venter. Jeg sender min far derned, jeg skal jo lige have tøj på! 

Tyk i ansigtet og kun halvvågen skynder jeg mig derned. Hun har en gave med til mig. Hun har også skrevet et brev til mig og et til mine forældre. Mit starter med "My dearest daugther Dulanjalee"

Resten vil jeg ikke afsløre, det er for privat. Men lad mig bare sige, at hun skriver en masse søde ting, som rører mig dybt ind i hjertet. Jeg bliver stadig rørt hver gang, jeg læser brevet. 

Pam kommer også, det samme gøre parret - og de har datteren med. Det er super fedt! 

Vi får taget en masse billeder ude i hotellets skønne natur. 

De tager afsted lidt tid senere, men min mor og grandfætter bliver. Da klokken bliver 14, er de desværre også nødt til at tage afsted. Jeg følger dem ud, og min mor begynder at græde. Jeg forsøger at forklare hende, at hun ikke må være ked af det. Jeg skal nok komme tilbage til hende og besøge hende så snart jeg får chancen. 

Jeg tører en tåre væk fra hendes kind, og hun kysser mig på mine tykke kinder. Og grandfætteren giver mig en kæmpe krammer. Han er også berørt af situationen! 

Til sidst går de. Dér er jeg godt nok ved at bryde sammen. Jeg vender mig om, og ser dem gå. Jeg skynder mig hen til min far, siger at jeg lige skal bruge 5 minutter for mig selv. Jeg skal bare lige ud og have en smøg. Men da jeg står der for mig selv, bliver jeg faktisk rigtig ked af det. Det var så mærkeligt at sige farvel til hende. Jeg havde slet ikke lyst til at farvel. Havde allermest lyst til bare at sidde og hygge med hende, som vi havde gjort i mange timer. Og tanken om, at jeg ikke kommer til at se hende det næste lange stykke tid, gør så ondt. Det er helt uoverskueligt, at jeg ikke kan give hende et kram det næste lange stykke tid! 

Her er jeg med parret, som hjalp mig og min mor for knapt 22 år siden.

Da klokken blev 21:30 gik vi ned i lobbyen, fik checket ud og blev kørt til Colombo Lufthavn. Da vi sidder ved gaten, modtager jeg en sød sms fra min grandfætter, at de ønsker os alt godt, og at de tænkte på os her kl. 22, når vi sad i lufthavnen. 

Vi skulle mellemlande i Charles De Gaulle Airport. Sikke en lortelufthavn, dårligt indrettet og personalet kan ikke tale engelsk! Nåå ja ok, det værste var, at jeg efter 12 timer uden en smøg, ikke kunne få smøg, da vi selvfølgelig skulle ud i en eller anden mærkelig forgrening i lufthavnen... Mig og de der franskmænd har virkelig et anstrengt forhold!

Vi landede i Kastrup med en anelse forsinkelse (No wonder, stort set alle fly, jeg har været med i år, har været forsinkede!!!), og så gik der 45 min. før min kuffert kom. Der var jeg ved at få et flip! Min sari og  gaverne lå i kufferten!

Men nu er vi hjemme, og har været det i nogle dage. Jeg er glad for at være hjemme. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kommer fra Sri Lanka - men det er i Danmark, jeg har hjemme! 

Har lige skulle vende tilbage til virkeligheden, og faktisk også samle lidt kræfter til at skrive det her indlæg! Det er et af de vigtigste indlæg, jeg nogensinde har skrevet! 

Alt i alt har det jo været en fantastisk tur, og jeg har fået meget mere ud af den, end jeg overhovedet havde turde håbe på! Jeg håbede bare på 1 hyggedag med min mor - jeg fik 2! Jeg fik lov til at købe saris sammen med hende. Jeg fik svar på så meget mere, end det jeg ønskede at få svar på. Men det afføder naturligvis også nogle nye spørgsmål nu. Men det kan jeg sagtens leve med!

Mine adoptivforældre er overhovedet ikke blevet mindre forældre af det her. Men nu føler jeg, at jeg har 3 forældre. Før var min mor bare det abstrakte begreb "biologisk mor" på Sri Lanka. Nu har jeg set hende, hørt hendes stemme, og holdt hendes hånd. Hun er overhovedet ikke abstrakt længere - hun er min mor! Og jeg kunne fra start af mærke den der connection - også følelsesmæssigt fra min side! 

Nu er jeg desværre blevet ramt af en omgang influenza, så nu hopper jeg tilbage i seng! 

- Choko

Sidebemærkning: Da mit forhold til min mor skal holdes hemmeligt for hendes ægtemand og mine søstre, har jeg valgt, at jeg ikke offentliggør nogle billeder af hende. Jeg ville ønske, at jeg kunne vise min mor til hele verden - og vise at vi hører sammen, men sådan bliver det desværre ikke. Det må jeg så lære at leve med. Derfor kan jeg ikke vise nogle billeder af hende. Beklager

Update

Kære alle sammen

De sidste 2 uger har jeg været i Tyrkiet. Havde set frem til denne ferie rigtig længe, og den var også vældig tiltrængt! Det var skønt at få oplevet landet igen - denne gang under Ramadan, hvilket var helt specielt, for der skete noget med deres døgnrytme, og vi blev vækket af trommer om natten (som skulle påminde folk om at få spist, inden solen stod op)

Vi startede med at være i Istanbul, hvor vi så rigtig mange ting. Vi var ude og sejle, og fik set Den Blå Moské, Ayasofya, Galata tårnet, den asiatiske del af byen, Taksim pladsen og meget andet.. Det var helt specielt at besøge Taksim og den omstridte park.. Det meste var vendt tilbage til gamle vaner, folk lå og sov i parken, som de plejede - det var helt underligt at forstille sig, at der 14 dage før havde været en masse uroligheder..


Noget af det bedste var dog, at vi tilfældigt mødte en veninde i Tophane.. Hun er også fra Sri Lanka, og har været hos sin familie 2 gange.. Vi fik snakket rigtig meget, og hun har generelt undervejs givet mange gode råd.. Det har været rigtig rart at kunne spørge én til råds! Hun fortalte om sin historie og kom med anbefalinger om alt fra myggecreme til tuk tuks (et lille vildt transportmiddel på Sri Lanka)

Derudover fik vi besøgt Pamukkale, som er et stort kalkbjerg med teratiner fyldt med vand.. Vild fascinerende!

Vi hilste også på min venindes familie, lovede sidste år at komme igen i år, så det måtte jeg jo holde.. De er alle så søde, og betragter mig som en del af deres famille!

Til sidst holdte vi lidt badeferie i Antalya, hvilket var meget tiltrængt! Super lækkert med en masse luksus efter 10 dage med kultur.. Her fik jeg slappet rigtig godt af med en daglig tur i deres ene fitness center for kvinder efterfulgt af en tur i poolen!
Der var masser af rum til eftertanke og refleksion, hvilket var nødvendigt eftersom, jeg skulle rejse til Sri Lanka ca 36 timer, efter jeg ville lande i DK. Jeg fik da også skrevet mig en liste med de ting, som jeg skulle huske at sige, når jeg skulle møde min biologiske mor.

Lige nu sidder jeg på hotellet i Colombo og har brugt dagen med min biologiske mor :) det skal dog lige falde lidt på plads det hele, før jeg kan få skrevet noget ordentligt om i dag!! Det kommer én sf dagene!

Godnat fra Colombo

21 dage.

Kære alle sammen.

Det er efterhånden lidt tid siden, jeg har fået skrevet et indlæg. I overmorgen rejser jeg endelig til Tyrkiet, så jeg må hellere lige få skrevet lidt, inden jeg tager afsted.
Det kommende tid kommer der ikke så mange indlæg, da jeg ikke har adgang til internet i Tyrkiet og på Sri Lanka. (I hvert fald ikke lige, hvad jeg ved af.)

Jeg sidder nede på min terrasse, vejret er skønt - og jeg er ved at blive stegt. Jeg har jo egentlig ikke brug for så forfærdeligt meget farve, men jeg forsøger at suge lidt D-vitaminer til mig. Det er jo vigtigt, når man har en mørk hudfarve - og jeg har lige fået konstateret D-vitamin mangel.

Den sidste tid har følelsesmæssigt været meget turbulent. Jeg har været lidt ved siden af mig selv, og har haft lidt svært ved at finde en indre ro og balance. Der kommer hele tiden en masse reaktioner, både psykisk og fysisk. Det må være på grund af min kommende rejse.

Forleden dag forsøgte jeg at pakke til ferien. Så opdagede jeg, at min kuffert var gået i stykker. Det resulterer i et panisk opkald til min mor, som påpegede at min reaktion nok kom pga. rejsen. Det blev alt for overvældende. Lige pludselig stod jeg med et bjerg af tøj som skulle pakkes til Sri Lanka, og jeg havde ikke noget at pakke det ned i. Der var jeg lige ved at gå i spåner.

Jeg forsøger hele tiden at være godt forberedt på alting. Både til Tyrkiet og til Sri Lanka. Men det er ærligt talt skidesvært, når der hele tiden dukker noget op, som kan slå mig helt ud. Jeg vidste godt, at det kunne være overvældende at arrangere den her rejse, men jeg havde ikke forventet, at det ville virke så uoverskueligt for mig, som det har været. Heldigvis har mine forældre været gode til at hjælpe - specielt med fly og hotel. Det var super dejligt, at min far hjalp med det. I virkeligheden er meget af det praktiske arrangeret, men indeni føles det som om, at der stadig mangler 1000 ting. Jeg skal have fundet en gave til min biologiske mor, som jeg kan give hende. Jeg er blevet anbefalet at købe en guldhalskæde, og det er foreløbigt også planen.

I virkeligheden er det totalt latterligt at stresse over alt det her, jeg har fået ordnet så mange ting, og nu kan jeg ikke gøre mere, før jeg er dernede. Men jeg stresser, fordi situationen er uvant og ny for mig. Jeg har det elendigt, når jeg ikke har kontrol over tingene. Og den her situation har jeg ikke meget kontrol over. Jeg spekulerer enormt meget på selve mødet med min biologiske mor.

Hvordan skal jeg hilse på hende?
Hvordan skal jeg starte samtalen? Hvad skal jeg indlede den med?
Hvad er det vigtigste at få sagt?
Hvad nu hvis jeg føler en form for tilknytning og tilhørsforhold til hende? (Jeg får hende jo kun at se den ene gang!) - Og hvad nu, hvis jeg IKKE føler det?

Som et led i forberedelsen har jeg set Shital Andersens film "Et fundament i forandring". Den handler om 3 adopterede, som fortæller om deres møde med deres biologiske familier. De fortæller om, hvad der er svært, og den ene fortæller også om, at hun måtte cutte kontakten til familien igen, fordi det blev for svært.
Det var enormt lærerigt at høre deres historier. Men vores udgangspunkter er forskellige. Jeg ved allerede nu, at jeg kun får min biologiske mor at se én gang. Og at jeg ikke får resten af min familie at se. Døren er ikke fuldstændig åbnet, den står på klem. Det komplicerer naturligvis en hel masse ting, men det betyder samtidig også, at jeg ved, at mit liv er i Danmark hos min familie. Det er her jeg skal tilbage og leve mit liv efter mødet. Det er her min fremtid venter. Det har jeg nu aldrig været i tvivl om, men det er nu meget rart at fokusere på alligevel. Og nok også rimelig vigtigt.
Jeg behøver ikke at forholde mig til et fremtidigt forhold til min biologiske familie. Det er godt nok, det jeg i starten ønskede mig. Jeg vil stadig gerne møde dem alle sammen, men den dag i dag, er jeg nok i tvivl om en fast kontakt ville være en god idé. Jeg ved det ikke.

I torsdags var jeg oppe hos min reserve mormor. Det er fedt at komme derop og snakke med hende. Det er dér, jeg kobler allerbedst fra. Hun glæder sig på mine vegne, hun er én af dem, som har vist allermest interesse. Og det er rart. Det varmer. Vi taler rigtig meget om det, og hun har fuld forståelse for, at jeg er ved siden af mig selv. Som regel snakker jeg i ét væk, men for tiden mangler jeg ord. Og det forstår hun. I torsdags snakkede vi naturligvis også om min rejse. Vi snakkede om hvilke billeder, jeg skal medbringe. (Og nu har jeg faktisk fået lavet en fotobog - glæder mig til at den kommer med posten!)
Vi snakkede om mine forventninger, og det gode ved min reserve mormor er, at hun siger tingene ligeud. Hun siger, når jeg er total blød i skallen, og når jeg skal tage mig sammen. Hun sætter tingene i perspektiv. Men samtidig så kan hun også berolige mig! Og hun fik beroliget mig i torsdags. Hun gjorde det meget klart, at jeg jo ikke kan vide noget som helst, før jeg står nede på hotellet og kigger på min mor. Jeg må tage et skridt ad gangen. Aflæse reaktioner og udtryk for at få det bedste møde som muligt. Jeg skal stole på min mavefornemmelse.
Åhh hun er så klog!
Derudover så snakkede vi også om tiden, når jeg kommer hjem igen. Det er jo faktisk først dér, det hårde arbejde begynder. Hvis jeg føler det her tilhørsforhold til min biologiske mor, ligger der jo et kæmpe stykke arbejde foran mig resten af mit liv. Så skal der arbejdes på at acceptere, at vi aldrig ser hinanden igen. Jeg skal kunne håndtere savnet (Og det kan måske også føles som endnu et svigt).
Jeg forsøger ikke at tage sorgerne på forskud. Jeg vil ikke sige, at jeg forventer det værste - for det er sådan set sket, jeg må ikke møde mine søstre. Men jeg forventer, at tiden efterfølgende vil blive hård. Og jeg gør alt, hvad jeg kan for at komme hel ud på den anden side. Normalt anser jeg mig selv som rimelig stærk - og jeg er født af en rimelig stærk kvinde. Altså hvis hun kan overleve det, så kan jeg også. Men i mine svage øjeblikke kan jeg godt komme i tvivl, om jeg nu virkelig kan klare det.

Jeg er så bange for, at det knækker mig. Bare se på mig nu, jeg befinder mig i en gråzone, jeg ikke kan komme ud af. Det kommer jeg nok først, når jeg har været på Sri Lanka. Men det er virkelig svært. Sådan har jeg følt mig i snart knapt 3 måneder. Det er altså langt tid at gå rundt og føle sig rundt på gulvet. Det har da også medvirket til, at mit vægttab er gået helt i stå, fordi jeg ikke får mig bevæget ned i fitness. Mine lunger har valgt at stå af toget, så nu er jeg på en tablet kur med binyrebarkhormon, og det normalt store overskud er totalt i underskud. Jeg orker ingenting.
Så jeg glæder mig sindssygt meget til at tage det næste skridt. Om 21 dage sidder jeg på hotellet og kigger på min biologiske mor. Puuuh der er godt nok ikke lang tid til.

Tiden går lige pludseligt meget stærkt.
Nu kan jeg bare vente.
Og i den her forvirrende ventetid kan jeg så glæde mig til, at jeg om ca. 50 timer sætter kursen mod Istanbul, Izmir og Antalya. Og når jeg kommer hjem, venter der en 60 års fødselsdag hos reservebedsteforældrene, 2 nye liv kommer til verden - og så skal jeg være instruktor på Uni igen! Så der er nok af gode oplevelser at se frem til.

Det var alt for nu. Nu skal der pakkes videre. 
Det blev sidste indlæg inden Tyrkiet (og måske sidste inden Sri Lanka.) Så jeg vil benytte lejligheden til at takke alle Jer, som har vist støtte undervejs. Tak for alle kommentarerne. Tak til min familie. Tak til alle mine dejlige veninder og venner! Tak til min reservemormor for al snakken. 
Tak til alle! 

- Choko

Det store kanel hotel

Kære alle sammen.

Sidste gang blev det noget følsomt - ja det endte faktisk i 15 minutters ukontrolleret hulken.
Jeg har fået taget hul på den sorgproces, som det er. Det er det, fordi jeg skal tage afsked med nogle mennesker, som jeg ikke er parat til at tage afsked med. I 21 år var jeg ikke klar til at lukke dem ind i mit liv, og lære dem at kende. Det er jeg nu, og nu får jeg aldrig chancen.
Inderst inde ved jeg godt, at jeg ikke kunne have ændret på det - og det er ikke min skyld. Det er et resultat af kultur og traditioner - og ikke mindst ære. Jeg ved også godt, at det var et af de mange scenarier, som kunne vente mig, så snart jeg gik i gang med den her søgning. Men jeg havde nok et eller andet sted håbet, at dette scenarie aldrig ville blive virkeligt for mig. Men det gjorde det. Og det gør ondt. Havde jeg nu ikke vidst, hvad jeg går glip af (mine søstre), så havde det nok heller ikke været så svært. For det har været rigtig svært, lige siden jeg modtog billedet af min biologiske mor. Det var været så overvældende, at jeg ikke kunne overskue at læse til eksamen, gå i fitness eller vaske tøj. (Så idag måtte jeg ordne 3 maskiner! ØV!)
Jeg har været så forvirret og overrumplet af det hele. Men det har hjulpet rigtig meget, at vi nu har fået booket flybilletter og hotel!! :) Jeg troede aldrig, jeg skulle komme så langt. Det er rart at få krydset af den mega lange to-do liste.

Efterhånden har jeg fået tingene bearbejdet tilstrækkeligt meget, så jeg nu kan glæde mig lidt. Ej ok, jeg flyver fra Kastrup 36 timer efter, at jeg lander i Billund (Jeg skal 15 dage til Tyrkiet! Wuhuu). Men det er ligemeget.
Vi kommer til Colombo kl. 10:05 lokal tid, og tjek lige det hotel, der venter på os!

Det er da luksus!
Det er ikke fordi, det skal være overdådigt - men det er vigtigt, at jeg kan slappe fuldstændigt af på hotellet, for jeg ved udemærket godt, at de 5 dage i Colombo, bliver de vildeste dage i mit liv. Jeg skal kunne koble hjernen helt fra, og gå ind i mig selv. Have lov til at føle sorg, glæde og forvirring. Jeg skal kunne bearbejde mine følelser - og det kan ikke vente til, jeg kommer tilbage til Århus. Og jeg kan allerede mærke nu, at dette hotel kommer til at spille en stor rolle i min rejse..

For mig er det rigtig vigtigt, at jeg om 20 år kan tænke tilbage på den her rejse, og føle at jeg gjorde det rigtige! Det er jeg sikker på, at det er nu, men jeg skal gerne kunne mindes den som noget stort, betydningsfuldt og positivt. Og for at den her rejse og hele forløbet kan blive positivt skal der være tid og rum til at jeg kan forliges med det hele - på dette fantastiske hotel.

Nåå ja, og så hedder det The Grand Cinnamon "Det store kanel hotel". Det er da meget sjovt, når man nu er kanelfarvet som mig :-)

Det var alt for denne gang.

- Choko

At lede efter sin biologiske familie

Kære alle sammen.

Der har været rigtig mange, som har lykønsket mig. Alle har en forestilling om, at det er enormt positivt at finde sin biologiske familie. Det er det også.
Det er enormt stort og betydningsfuldt. Men det gør også rigtig ondt.

Jeg er så heldig, at min biologiske mor er i live - og at hun vil mødes med mig. Men hun vil kun mødes med mig én gang. For hende handler det naturligvis om ære og hendes fremtid, og det forstår jeg godt. Jeg ønsker på ingen måde at ødelægge noget for hende.
Men det faktum, at hun kun vil se mig, gør mig rigtig ked af det.

Jeg skal både sige goddag og farvel. Jeg skal lære et menneske at kende, og samtidig tage afsked med hende.
Det er så stort at få lov til at møde hende, men det er virkelig svært at indstille sig på, at jeg aldrig får hende at se igen.

Ligeledes skal jeg affinde mig med, at der på Sri Lanka sidder 2 unge kvinder, 2 tvillingesøstre, som faktisk er mine storesøstre. Dem får jeg heller aldrig mødt, for de kender ikke til mig, og kommer heller aldrig til det.
Det gør så ondt. Jeg vil så gerne møde mine søstre, men af respekt for min biologiske mor, så kommer jeg aldrig til det. Det er noget af en kamel at skulle sluge.

Alt det her gør vanvittigt ondt, og det sætter da også glæden lidt til side. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg overhovedet får mødt min biologiske mor, men jeg vil heller ikke negligere den anden side af processen, nemlig den her del, som er fyldt med sorg og tristhed.

Alting er så overvældende for tiden. Jeg har fået min først udenlandsvaccination, og fundet ud af hvor jeg søger visum henne.
Hvis alt går efter planen, så skal jeg MEGET snart afsted. Alene det er overvældende. Jeg troede, jeg havde god tid til at planlægge det. Jeg regnede med september, men nej - jeg skal snart afsted. Der er slet ikke nogen tvivl om, at den her rejse får betydning for mig resten af mit liv. Det er en stor og vigtig begivenhed, men den er måske altid så rosenrød, som man umiddelbart tror.


Puuuha, det her blev lidt følsomt.
Nu vil jeg nyde lidt af solen med en kold drink og en god veninde.
- Choko

Min biologiske mor

Kære alle sammen.

I skrivende stund sidder jeg og kigger på et billede.
Det er et billede af et fremmed ansigt. Men ansigtet ligner mig. Det er min biologiske mors ansigt.
Det er virkelig mærkeligt.
Næsen har samme form, overlæben krummer på samme måde. Øreflippen er ligeså stor som min. Ansigtsformen ligner på en prik, og der er de samme linjer i ansigtet.

Der er slet ikke nogen tvivl om, hvem den kvinde er! DET ER MIN BIOLOGISKE MOR!!!
Kvinden, der fødte mig. Det er dér, mine gener kommer fra, det er helt sikkert.

Hun er 45 år gammel, og har hverken rynker eller grå hår. Det tegner godt for fremtiden ;-)

Det er så kæmpestort, og det er stadig ikke sunket helt ind.
Jeg modtog mailen i eftermiddags, mens jeg sad i en bus.. Meget akavet bustur, for jeg sad og græd hele vejen! Lidt pinligt..
Som jeg har skrevet tidligere, så er min far jo desværre ikke fundet alligevel. Han forsvandt, før jeg blev født. Men det kan jeg godt lære og leve med, for udgangspunktet var hele tiden min mor og min søster.
Desværre får jeg aldrig set min søstre, da deres far ikke må vide noget om mig.

Lige siden sidst jeg skrev, har jeg vidst, at jeg havde to søstre. De er tvillinger. Den ene blev dog givet til min biologiske moster og onkel, da de var barnløse. Den anden har boet hos min biologisle mor, og hun er i dag gift og har et barn. De bor sammen med min biologiske mor.
Jeg er faktisk ret ked af, at jeg aldrig får muligheden for at møde mine søskende, men jeg kan jo godt forstå det, og accepterer det også. Men det gør da ondt.
Min mor er gift med en mand, som arbejder i Mellemøsten. Efter jeg blev adopteret, rejse min biologiske mor til Libanon og boede der i 2 år. (Måske er det ikke helt tilfældigt, at jeg har en lille passion for Mellemøsten!?)

Nu går jeg og undersøger flyafgange, visumregler og vaccinationer. Hvis alt går godt, så er jeg fløjet til Sri Lanka i slutningen af juli.
Jeg er rigtig glad for, at min far skal med mig. Han tager det så flot, og er altid så dejligt jordnær. Ja sorry mor, jeg ved du læser med, men man kan jo ikke sige helt det samme om dig ;-)

Den her dag kræver en lille drink, så nu vil jeg tage ned til åen i Århus og få mig en velfortjent mojito!

- Choko!

Mother found!

Kære alle sammen

Ja, det var titlen på den mail, som jeg modtog i formiddags.
Det er ubeskriveligt! Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg kan næsten ikke trykke på tasterne, for jeg mangler ord for, hvad der kan beskrive den følelse, jeg fik, da jeg læste dette!

Men jo, den var rigtig nok.
Pam (min sagsbehandler) har fundet frem til kvinden, som de formoder er min mor. Det sitrer helt i fingerspidserne.. Jeg forsøger ihærdigt at kunne skabe et dybt og klogt indlæg, men i virkeligheden aner jeg ikke, hvad jeg skal skrive. Der findes ingen ord i verden, som kan beskrive den følelse.

Nå, men altså jeg har jo tidligere fået af vide, at man også har fundet min far. Desværre viser det sig jo nok, at manden nok ikke er min far alligevel. Det er naturligvis ærgerligt - men omvendt ikke så overraskende. Han står jo altså som ukendt i mine papirer. Det vigtigste med denne eftersøgning var jo også at finde min biologiske mor - og søster. Hvis den lille pige, min mor så i retten, er min søster. Hun kan jo ligeså godt have været en niece eller anden slægtning til min biologiske mor. Da jeg troede, jeg havde fundet min far, var det som en ekstra bonus. Det vigtigste er min biologiske mor, det er hende min mor altid har talt om. Det er hende, jeg gerne vil have et forhold til. Eller bare få at se. Og jeg håber inderligt, at jeg får lov en dag. Og forhåbentligt snart! Jeg er allerede ved at finde ud af, hvornår jeg kan flyve derover, men det er jo ikke så ligetil. Der skal søges om visum, jeg skal vaccineres - og jeg skal være først og fremmest være færdig med mine eksaminer.

Jeg er lykkelig for, at de har fundet frem til hende (hvis det nu er hende.) Alene det, at hun er i live, er kæmpe stort. Når man går i gang med sådan en søgning, er det jo altid et sats, man aner jo ikke, hvad man kaster sig ud i. Jeg anede jo ikke, om hun var gået bort. Men det er hun ikke, og det er fantastisk! For så er jeg skridtet nærmere et møde med den kvinde, som har født mig.

Jeg har fået en masse deltaljer af vide, som jeg lige vil holde lidt for mig selv endnu. Jeg har i denne process lært, at ikke alle oplysninger er korrekte, og derfor vil jeg også vente med at fortælle mere lige nu. Jeg skal have tingene bekræftet først. Det får jeg i næste uge, når Pam skal mødes med min biologiske mor.
Jeg vil dog alligevel lige dele dette udsnit af en mail fra Pam. Det er dybt rørende, og skænker mig en vis mængde af håb.

Er det ikke et tegn på moderskab? 

På kærlighed til det barn, man valgte at give bort af kærlighed?

På lettelse?

På håb?

I don't know, men det er da nogle af de ting, jeg forestiller mig i øjeblikket. 

Det var alt for nu. Jeg må hellere forsøge at færdiggøre den der eksamensopgave, selvom at det er skidesvært! Kulturdimensioner og tysk arbejdskultur er det sidste, jeg kan tænke på i dag!

- Choko

Mit frirum

Kære alle sammen

Jeg har brugt weekenden i selskab med en masse andre unge mennesker fra Adoption & Samfund - Ungdom.
Solen skinnede, humøret var højt og vi har hygget helt vildt.

På færgen mod Sj. Odde

Det har virkelig været en god weekend. Jeg kan næsten ikke beskrive med ord, hvor godt det har været.  Vi har været sammen i to og en halv dag, det er lang tid - specielt for de nye medlemmer, som deltager for første gang - men det virker til at alle har været rigtig glade.

Vi har både haft et virkelig spændende oplæg fra en rumænsk udvekslingsstuderende, vi har spillet fodbold og haft roulade-ræs, vi har set Eurovision Song Contest, og så har vi bare hygget helt vildt!

Nu er jeg kommet hjem, og jeg kan mærke, at denne weekend bare lige var det, som jeg havde brug for. Jeg har både fysisk og psykisk haft brug for at stresse af efter al den medieomtale, min krop var begyndt fysisk at sige fra, hvilket udspiller sig i massiv træthed, sygdom og andre ting. Så jeg vidste godt, at jeg skulle passe på mig selv. Og der findes ingen bedre måde at stresse af på, end at være sammen med 14 andre unge mennesker. Det var simpelthen så rart. 

Jeg kom hjem igår, og selvom at jeg var mega træt og nærmest var ved at falde i søvn stående, så kunne jeg mærke en glad lille følelse i maven! 

Der er noget livsbekræftende i at se unge mennesker fra hele landet, med hver sin historie og hver sit liv, mødes på en campingplads og bare have det dejligt sammen. 

Adoption & Samfund er foreningen, hvor jeg engagerer mig personligt. Det er foreningen, hvor jeg har ambitioner for mig selv.
Men Adoption & Samfund - Ungdom ér og bliver stedet! Det er stedet, hvor jeg kan slappe af!

Det er mit frirum!

Det er enormt vigtigt, at vi unge mennesker har nogle frirum, som vi kan ty til, når tingene koger over. Der var flere, som virkelig nød at kunne puste ud i en tid, som ellers er ret så anspændt, hvad adoption angår.

Vi har fået ladet op - og mange af os skal allerede ses igen om en måneds tid i Århus, hvor jeg har taget initiativet til en bytur.

Nu må jeg hellere få skrevet på den eksamensopgave. Dette lille blogindlæg var blot en pause fra eksamensskrivningen.

- Choko

Det sociale eksperiment

Kære alle sammen

I forgårs deltog jeg sammen med min veninde i "Gadens Parlament" på DR2.

Med 48 deltagere og 25 minutter er det begrænset, hvad man kan nå at få diskuteret. Det blev i hvert fald meget overfladisk.
Som man også ser i programmet, er jeg langt fra enig i alle synspunkter. Og jeg vil gerne konkretisere mine holdninger, det er en vigtig debat - men 25 minutter giver ikke anledning til de store forklaringer.

Det første jeg vil tage fat i, er Merete Laubjergs udsagn om, at adoption er verdens største sociale eksperiment...
Jeg har ikke ord for, hvad jeg mener om det udsagn!
Hendes argument er, at vi ikke ved, hvordan det ender - og derfor mener hun vel, at vi eksperimenterer med børn.
Men undskyld - på hvilket tidspunkt i livet ved vi, hvad der vil ske om 30 år? Adopteret eller ej, så er der jo ingen garantier i livet.
Hvis adoption er et socialt eksperiment, så eksperimenterer vi vel også med plejebørn, skilsmissebørn - og alle andre børn!!
Og hvordan kan man tillade sig, SOM ADOPTIVMOR, at kalde det for et socialt eksperiment? Ej, altså .. Jeg mangler ord.

Det næste, jeg gerne vil ind på, er hele debatten om international adoption. 

For tiden hører vi rigtig meget fra voksne adopterede, som er adopteret fra Korea. Jeg kan sagtens forstå og rumme deres vrede, frustration og sorg. 

Jeg er bare nødt til at understrege, at det ikke er alle adopterede, som har det sådan. Langt de fleste har et rigtig godt liv i DK. Vi må ikke underkende, at der tilbage i 70'erne blev begået en masse fejl. Det gjorde der - og hvor gør det ondt. Men det er ikke længere repræsentativt for alle adopterede. 

Vi er nødt til at spørge os selv, hvad er alternativet? Hvilket liv kunne vi have haft i stedet ? 

De fleste ville have haft et liv som gadebørn, et liv i slummen, mange af os havde måske slet ikke haft livet i dag. Jeg havde i hvert fald ikke kunne fejre min 10 års fødselsdag. Og det er jo ikke bare noget, jeg formoder - det er noget, jeg ved. Og nej, det er ikke en myte, at børne på børnehjem har det svært. DET ER FAKTUM. At påstå andet er direkte flabet!

Mange af de her kritikere får det til at lyde som om, at alternativet altid ville være et liv hos de biologiske familier. Og det er jeg ganske enkelt ikke enig i .. De børn, som er blevet adopteret indenfor de sidste 20 år, er for det meste hittebørn. De er forældreløse! Måske var det ikke sådan i Korea dengang, der blev børnene måske faktisk narret fra deres forældre - men sådan er det ikke i dag. 

I Sri Lanka er lovgivning stykket således sammen, at de biologiske forældre SKAL dukke op i retten ved barnets overdragelse til adoptivfamilierne. Det forhindrer lige præcis, at børnene bliver givet væk uden forældrenes accept. 

Jeg har kender til flere historier, hvor livet hos den biologiske familie ville have været ualmindeligt forfærdeligt. Forestil dig lige, at være resultatet af din mors voldtægt? Eller incest? 

Jeg vil egentlig også gerne snakke lidt om konsekvenserne af at stoppe international adoption i Danmark. Vi har tiltrådt Haagerkonventionen, Menneskerettighederne og Børnekonventionen. Vi er altså en del af et fælles international ansvar. At lukke international adoption er i mine øjne at løbe fra det ansvar. Vi ville lade nogle børn i stikken, og det kan vi ikke være bekendt! Desuden ville det jo påvirke enormt mange lande. Vi arbejder sammen med omkring 20 forskellige lande, og en lukning vil også påvirke dem. Vi skal altså lige tænke os om en ekstra gang... 

I "Gadens Parlament" blev der også snakket om de biologiske forældre. 

Nogle mener, at der er for lidt fokus på dem, og at de er blevet forsømt. Det er en meget svær debat, både fordi der er mange følelser indblandet, men også fordi, at de biologiske mødre kommer fra forskellige lande, kulturer, kår osv. 

Herhjemme respekterer vi kvindens ret til selv at bestemme - så bør vi også respektere kvindens ret til bortadoption! (Her mener jeg rent principielt)

Jeg synes, der har været lidt en tendens til at romantisere de biologiske forældre. Det er åhhh så synd for dem, og de har alle sammen fået franarret deres børn. Det er simpelthen ikke rigtigt. Mit hjerte bløder for de mødre, som har fået stjålet deres barn. Uden tvivl. 

Men vi må simpelthen også anerkende, at der er kvinder i verden, som sætter børn i verden, som de ikke er i stand til at opdrage og elske. Og ja, der findes kvinder, som ikke elsker deres børn! Eller ikke kan. 

Derudover er der enormt stor forskel på at være biologisk mor i Colombia, Sri Lanka, Kina m.m og så i Danmark. Der er så mange faktorer, som spiller ind - og derfor er det også lidt svært at sige noget generelt om biologiske mødre.

Man er ikke en god forældre, bare fordi man har født børn! Det er et hårdt arbejde at være en god forælder! Kæmpe respekt til alle dem, som gør et fantastisk stort stykke arbejde! 

Man giver ikke sit barn en god opvækst, bare fordi at man deler gener med dem. 

De fleste biologiske mødre har valgt at forlade deres børn. De fleste har nok også gjort det af kærlighed! 

Det vigtigste og mest udfordrende for os adopterede, er nok at vi ALDRIG MÅ GENERALISERE UD FRA VORES EGNE HISTORIER. 

Vores historier kan bruges til oplysning i forbindelse med bestemte emner, men de afspejler jo ikke alle adoptioner. 

Min egen historie er unik, jeg har både haft det svært og godt, jeg er på nogle områder en del af statistikken, men på andre måder ikke. 

Lige nu er vandene mellem adopterede delt. Ulykkelige vs. lykkelige. Det er en ærgeligt drejning! Og jeg ville da ønske, at vi ikke var så splittede. 

Vi kæmper godt nok delvist for det samme mål, men når vores udgangspunkter er så forskellige, så er det godt nok svært at styrke et sammenhold. Efter min mening. 

Hvordan kan jeg kæmpe for adoption sammen med mennesker, som egentlig bare synes, det er noget lort - fordi deres egen opvækst var forfærdelig? 

Dette er en bøn til alle kritiske adopterede, om at vi ALLE sammen kigger udover vores egen navle. At vi alle sammen bevæger os op på et højere plan, og forsøger at se tingene i et større perspektiv. Vi må se fremad og ikke hænge os i fortidens adoptioner. Vi er blevet så meget klogere siden da, og vi har forbedret os! 

Adoption skal være til barnets bedste. Adoption handler om at give børn en ny primæromsorgsgiver. Og hey, så er det en kæmpe bonus at forældre kan øse en masse kærlighed ud til dejlige børn! Vi må ikke accpetere adoptioner, som er foregået på uetisk vis - det må der ikke herske tvivl om, men vi må også huske på, at de fleste foregår korrekt. Vi skal ALTID kæmpe for adoptioner, som udelukkende er til barnets bedste.

Vi snakkede også om åbne adoptioner, som er blevet et nyt og smart emne indenfor adoption. Jeg vil gerne kommentere lidt på det - men det må blive lidt senere. Og måske i et andet indlæg. 

Det her er ren utopi, men hvis man nu som baby fik valget, hvad man helst ville - ville man så ikke vælge et liv hos en familie fremfor et liv på gaden? 

Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge. 

Nu vil jeg takke af. 

Tak for opmærksomheden. 

- Choko

Genealogisk forvirring

Burde egentlig gå i seng.. Klokken er mange, og jeg skal have undervisning på Universitet imorgen. Men hjertet galoperer løs og adrenalinen pumper rundt. Jeg har lige set Horisont på DR1 om adoptivbørn, som flytter tilbage til deres fødelande.

Der var et interview med en sydkoreansk forsker, som brugte begrebet genealogisk forvirring.

Det var meget underligt at få sat et ord på den følelse, som jeg har gået med i mange år.

Genealogi betyder: Læren om slægt. Både teoretisk men også i praksis. Altså slægtsforskning.

Som adopteret kan der nemt opstå noget forvirring omkring denne lære om slægt - eller mangel på samme!
For mig har det i hvert fald været manglen på viden om min biologiske slægt, og jeg tror bestemt ikke, at jeg er den eneste adopterede, som har det sådan.

For mig kom den genealogiske forvirring til udtryk for mange år siden. Jeg har jo en kronisk lungesygdom. At bruge mange timer af sit liv på sygehuset under indlæggelser, kontroller og samtaler med læger, sætter tingene lidt i perspektiv.
Jeg har altid haft svært ved at acceptere min sygdom, og den dag i dag er jeg stadig ikke helt afklaret med det. På trods af en voldsom indlæggelse for snart 3 år siden, har jeg stadig svært ved at tage min medicin med en god fornemmelse i maven. Jeg mangler svar på, hvorfor jeg skal have det sådan.

Hvorfor er det lige MIG?
Er det fordi, at jeg har arvet det fra mine biologiske forældre? Er der lungesygdomme i familien - eller det bare fordi, jeg har været virkelig uheldig?

Jeg var engang til speciallæge sammen med min mor. Lægen spørger mig, om der er bestemte sygdomme i min familie. Jeg kigger på min mor og griner lidt. Så kigger jeg på lægen og tænker "Er du blind eller bare godt dum?"
Men ok, han kunne jo ikke vide, at jeg var adopteret. Så det måtte jeg forklare.
Jeg forlod konsultationen med en ret underlig fornemmelse. Jeg var nok lidt forvirret pga. oplevelsen. Jeg var nok godt og grundigt genealogisk forvirret! Det er episoder som disse, som får mig til at tænke på, at jeg jo faktisk er adopteret. Det er en mindre sjov side af adoptionen.

Jeg har rigtig meget brug for at få styr på den forvirring. Jeg vil virkelig gerne have nogle svar. Jeg vil rigtig gerne vide, hvorfor det lige var mig!
Hvorfor var det lige mig, som skulle have ondt i lungerne og have svært ved at trække vejret?
Hvorfor var det lige mig, som skal bruge en masse medicin bare for at kunne fungere nogenlunde normalt?
Hvorfor var det lige mig, som ikke bare kunne tage til de sportsstævner, jeg gerne ville deltage i ?

Den her genealogiske forvirring kan være enormt frustrerende, specielt fordi der ingen garanti er, for at man nogensinde får svar på sine spørgsmål. Jeg går naturligvis og håber på, at jeg får mine svar engang til sommer, hvis jeg kommer til Sri Lanka. (Hvilket jeg jo håber, at jeg gør!)

Hvem er jeg?
Hvor kommer jeg fra?
Hvem ligner jeg?
Hvorfor er jeg, som jeg er? 

Det er mange af de spørgsmål, som adopterede har florerende oppe i hovedet. Det er enormt belastende at gå og tænke på hele tiden. Jeg synes i hvert fald, at det kan være enormt frustrerende.
Det fyldte ikke så meget som barn, men i takt med at jeg er blevet ældre, fylder det mere og mere i tankerne. Jeg tænker ikke på det hele tiden, men hver gang jeg kæmper med en sygdom eller et andet slægtsrelateret problem, ja så tænker jeg naturligvis på det.

Puuh, det blev et lidt anerledes indlæg, end jeg lige havde forventet. Det blev måske lidt mere følsomt, end hvad jeg havde regnet med.
Vil se om jeg kan komme med et indlæg om et par dage.

Godnat

- Choko

Overblik

Kære alle sammen.

Ikke mere end 4 måneder efter den første mediestorm om Masho, blev der sidste fredag anledning til endnu en. Socialminister Karen Hækkerup har midlertidigt stoppet DanAdopts samarbejde med Etiopien.
Så kører maskinen igen.. Artikler og historier i samtlige medier. Der er rigtig mange danskere, som lige pludselig har fået en holdning til adoption, og de holdninger bunder mest i alt det lort, ja undskyld mig, som medierne har skrevet. Det skaber nogle forvrængede holdninger, som ikke bunder i fakta! Det kan godt pisse mig lidt af, at vi danskere er så nemme at narre. Tænk, at der ikke er nogle som bare er en smule kritiske overfor medierne. Sørgeligt, det er det.. Og det gør ondt, fordi at vi som adopterede bliver kigget skævt til. Nu skal jeg forsvare min adoption, som er foregået retmæssigt til. Det forventes jo nu af samfundet, at mine forældre blev narret af en børnehøster, og at jeg har det skidt i Danmark.

Børnehøstere, adoptionsbranche, adoptionsfirmaer og andre fantastiske begreber bliver slynget ud hvert 5. minut.

Jeg synes ikke, medierne formår at skabe et sagligt billede (men det er vel ikke noget nyt!), så derfor vil jeg forsøge at komme med mine holdninger og skabe lidt overblik. Mine holdninger er ikke opstået på grund af en artikel fra Ekstra Bladet eller TV2, nej det er en kombination af mine egne forventninger og visioner til adoptionssystemet samt Ankestyrelsens undersøgelse og mine egne erfaringer som adopteret.
Jeg vil naturligvis også understrege, at dette er min PERSONLIGE holdning. Jeg er hverken sociolog, antropolog eller psykolog, så mine betragtninger er på ingen måder faglige eller professionelle.

Etiopien: Der er rigtig mange børn i Etiopien, som har brug for forældre. Der er rigtig mange børn i Etiopien, som aldrig når at blive voksne. Det er sørgeligt, og adoption er én ud af mange måder, hvorpå man kan give børn en fremtid. Etiopien står overfor nogle udfordringer efter min mening. Der er brug for store forbedringer i adoptionssystemet, men det er de godt selv klar over, og forsøger at blive bedre. Der er behov for et mere gennemskueligt system med nogle meget klare regler indenfor området. Der er behov for at de biologiske forældre bliver mere oplyst om, hvad adoption egentlig er.
Kultur og traditioner er nogle underlige størrelser, som man skal tage hensyn til. Vi kan ikke forvente, at Etiopien har samme standarder som os - det er nok tilnærmelsesvist umuligt lige pt., men vi kan tydeliggøre, hvad vi vil acceptere. Vi vil ikke acceptere, at børnehjemmene ikke overholder visse standarder, børnene skal have tilstrækkeligt med mad og medicin! Sådanne ting kan man godt tydeliggøre for vores samarbejdspartnere.

Ophævelser af adoptioner: Der florerer for tiden en historie om, at Mashos biologiske forældre vil have omstødt adoptionen. Jeg vil godt påstå, at det er en rigtig dårlig idé! Jeg tror ikke, det er det rigtige for Masho.
1. Hun har fortrængt sit modersmål, så hun kan derfor ikke kommunikere med dem.
2. Hun ville blive forladt én gang til følelsesmæssigt, hvilket jeg tror vil have store konsekvenser for hendes velbefindende. (Uden at vide det.)
3. For mig lyder det som om, at Mashos biologiske forældre bare gerne vil have noget kontinuerlig kontakt med Masho og Roba. Der er jo intet, der hindrer dem i at kontakte myndighederne og de formidlende organisationer og sende en hilsen, et brev eller et billede til Masho. Men det er Mashos forældre, som bestemmer om der skal være kontakt, indtil hun er fyldt 18 år.

Ankestyrelsens beslutning: Jeg har fuld tillid til de danske myndigheder, og i min optik har man truffet den rigtige beslutning. Vi er nødt til at komme til bunds i den her sag.

Åbne adoptioner: Der er meget snak om, hvorvidt alle adoptioner fremover skal være åbne, såfremt det er muligt. Det mener jeg faktisk ikke nødvendigvis, at de skal. Der er flere grunde, som taler imod åbne adoptioner.
1. Hvad nu hvis barnet overhovedet ikke ønsker kontakt til den biologiske familie? Jeg kan være bekymret for, at det kan skabe nogle identitetskriser hos børn, som føler sig som kastebolde mellem 2 familier. Børnene skal vide, hvor de hører til.
2. Det ses hos nogle plejebørn, at de føler sig som en lus mellem to negle. Deres biologiske forældre har måske et større ønske om kontakt, de har flere følelser i klemme og det er et større tab. Men nogle plejebørn vil helst blive hos deres plejefamilier, fordi der har de det bedst. Der er tryghed, struktur og rummelighed. Jeg kan forestille mig, at åbne adoptioner vil skabe samme forhold mellem familierne, som i plejefamilier - og det mener jeg ikke er godt.
3. Hvis der er tale om biologiske forældre med alkohol/stofmisbrug, psykiske problemer af voldsom grad, eller tendens til at ty til vold - ja så mener jeg ikke, at en kontakt til dem er til barnets bedste!
Og essensen i adoption er jo netop, at det skal være til barnets bedste!

Jeg havde i dag besøg af min far, som skulle hjælpe med min cykel.
Vi kom til at snakke om adoption, fordi at jeg jo har været lidt i medierne på det sidste osv.
Han kom med en meget vigtig pointe...
Princippet om adoption handler om, at børn får en ny primær omsorgsgiver. Og forældre får lov til at få børn. Dét er adoption!
Adoption handler IKKE om at finde børn til forældre. Vi skal ikke have mellemmænd ud og lede efter børn, så bliver det lige pludselig en forretning. Noget tyder på, at det har foregået sådan i Etiopien, og er det tilfældet, ja så skal det naturligvis stoppes! DET ER IKKE ADOPTION!

Nååå, men jeg har faktisk arbejdet lidt på det her indlæg i nogle dage, og siden jeg skrev på det sidst, så har jeg faktisk været i fjernsynet for første gang :D
Det var en fantastisk oplevelse, og jeg kommer til at skrive meget mere om det i næste uge, for på onsdag gæster jeg "Gadens Parlament" på DR2 kl. 19. Så jeg laver nok et lille indlæg om min deltagelse i forskellige medier.
Men her kommer lidt billeder fra Aftenshowet, vist d. 8. april.

En uventet overraskelse

Kære alle sammen.

Jeg er på vej til torsdagsbar på Universitetet, men jeg vil lige tjekke min mail, inden jeg går. Så ligger der en mail fra Pam i Sri Lanka. Jeg tænker ikke yderligere over det, vi har skrevet meget sammen i forbindelse med min søgen efter min biologiske mor.
Så jeg var slet ikke forberedt på det, der ventede mig!

I mailen stod der, at de nu havde haft andet møde med den mand, som de formoder er min biologiske far!!!
OH MY GOD!
Det var for vildt. Det havde jeg slet ikke forventet.
Min far står som "Unknown" i alle papirer, og jeg havde derfor affundet mig med tanken om, at jeg aldrig skulle møde min biologiske far. Jeg har altid vidst, at han var gift med en anden, og derfor havde jeg måske også et lidt negativt indtryk af ham. Det ændrede sig lynhurtigt i går!

I mailen stod der ydermere, at han er pensioneret militærmand, og nu arbejder som sikkerhedsvagt i en bank. Han er stadig gift, men han vil gerne I AL HEMMELIGHED hjælpe med at finde min biologiske mor! :)
Den mand, som aldrig har haft betydning, får lige pludselig rigtig meget betydning. Han kunne have valgt ikke at have noget med sagen at gøre, men han mander sig op (måske af dårlig samvittighed - eller af kærlighed), og ønsker at hjælpe mig. Det er meget overvældende. Han har altid vidst, at jeg eksisterer.

Det første der skete, var jeg at brød hulkende sammen. Jeg har set mange afsnit af Sporløs, og først nu kan jeg genkende de følelser, som dukker op. Jeg vidste fra start, at jeg ville kunne komme ud i nogle situationer, som jeg ikke kunne kontrollerer. Jeg ville blive kastet ud i det ukendte. Uden nogen form for redningsvest. Men jeg havde ALDRIG tænkt, at jeg ville opleve dette. Det siger bare lidt om, at disse eftersøgninger kan have et helt andet udfald, end det man gik og forventede. Jeg gik og troede, at jeg var godt forberedt (og det er jeg på mange punker!), men jeg havde ikke set det her komme.
Efter jeg havde hulket i et par minutter, ringede jeg til mine forældre, som jo også blev rørte. Min far er en klog mand, og måske lidt mere jordnær end min hønemor! ;-) (Ja mor, jeg ved godt, du læser med) Nå, men min far gjorde det ligesom klart for mig, at jeg måske skal ned til en meget større familie, end jeg regnede med. Jeg ved, at jeg har en storesøster, men nu hvor min far er dukket op, ja så kan der være mange flere søskende på hans side. Efter 20 års ægteskab med den samme kone, tror jeg da, at han har nogle børn. Og måske har min mor også fået nogle flere. Hvem ved?

Det er så stort, og så overvældende at jeg stadig ikke helt kan fatte det. Men jeg kan allerede nu mærke, at der er nogle følelser, som jeg ikke har haft før. Lige pludselig er verden meget stor, når der sidder et mennesker 10.000 km. væk på den anden side af kloden, som jeg faktisk er forbundet med.
Han har godt nok ikke "tilstået", at han er min far endnu. Så jeg kan jo ikke være 100 % sikker, men jeg formoder, at han er min far. Men jeg håber.. Jeg tager chancen, og ved at jeg kan blive skuffet - men jeg håber virkelig!

Jeg er vokset op i vished, og har aldrig haft alle de der uopklarede spørgsmål, som mange andre adopterede har haft. Men nu hvor han er dukket op, ja så kommer der en masse spørgsmål, og lige pludselig kan jeg forstå alle mine medadopterede, som har haft de spørgsmål og har levet i uvished.

Årh, det er så stort! Jeg kommer vist til at gentage mig selv nu. Men det er virkelig vildt!
Det var alt for denne gang, nu vil jeg koble lidt fra.

God påske til alle!

- Choko

I miss Prague!

Kære alle sammen.

De sidste 2 uger har jeg tilbragt i Tjekkiets hovedstad, Prag. Skøn by!
Som de fleste har læst i medierne, har der været mange unge gymnasieelever i uge 7+8, og omtalen har ikke altid været lige god - eller korrekt! Gider dog ikke komme ind på de unges opførsel, rejseselskabet eller mit job som guide. Jeg fortryder på ingen måde, at jeg har været med i Prag, men jeg er godt klar over at synet på de unges udskejelser i vinterferien ikke er godt herhjemme. Vi har naturligvis også fulgt med nede fra Prag, og har læst hvad der er blevet skrevet om de unge herhjemme.

Jeg har haft 2 helt vildt fantastiske uger, jeg er kommet en smule småforelsket hjem - småforelsket i hele guideteamet, hold op en masse fantastiske mennesker! :) Jeg har udviklet mig enormt, jeg har stået i nogle meget stressende og pressede situationer, så jeg føler mig uovervindelig! Jeg kan klare alt. Jeg savner det allerede. Det er ukompliceret og ren luksus at bo på hotel i 14 dage, uden at skulle bekymre sig om opvask, tøjvask og madlavning. Vi var dog på arbejde 24 timer i døgnet (vi skulle jo være til rådighed for vores gæster), men det var det hele værd!

Jeg har lagt et par billeder op fra turen, der var desværre ikke så meget tid til at lege turist, men lidt billeder fik jeg da taget :-)

Her er et meget kendt monument fra Karlsbroen. 

Vores værelse på Hotel Modra Ruze, hvor dette flotte klistermærke hang på døren, hvilket var meget sigende, eftersom at Hooters er vores gode samarbejdspartner :-)

Mine to dejlige medguider i Kastrup Lufthavn. Vi er lige landet i DK, efter at have opholdt os i Prag i under 24 timer. Vi skulle sende en masse elever afsted med busser på Sjælland. Det blev et logistisk kaos, men det hele endte godt, og jeg er super glad for erfaringen :-)

Udsigten fra mit første hotelværelse på Hotel Olympik. Det er ikke ret smukt, det er faktisk ret gråt og kedeligt, men om aftenen var det super flot med en masse tændte lys! 

For enden af Karlsbroen. 

Det har været hårdt, jeg har både været til eksamen i Prag, leget tolk for alle chaufførerne, og fået influenza, men det var det hele værd. Så snart jeg er blevet rask igen, vender jeg hurtigt tilbage til virkeligheden. Allerede i den her uge skal jeg ude med Adoption & Samfund - Ungdom og besøge en anden forening, hvor vi skal tale med nogle unge. Det bliver rigtig spændende.

Jeg kommer med flere indlæg snarest, så snart at jeg er blevet rask igen.

God dag til alle :-)
- Choko