Kære alle sammen.
Puuuuuha, det er hårdt at vidne til en så ulykkelig historie om Masho.
Alle de volsomme reaktioner har været hårde at læse og høre.
Jeg så filmen med en klump i halsen, og følelserne sad uden på tøjet! Jeg rystede i flere timer efter at have set filmen.
Mercy Mercy - Adoptionens Pris satte så mange tanker og følelser igang. Jeg vil prøve at få sat dem lidt på plads.
Som formand for Adoption & Samfund - Ungdom, vil jeg ikke kritisere parter fra filmen. Jeg vil ikke skyde skylden på nogen. Derfor er de her tanker udelukkende mine personlige tanker!
Når jeg læser kommentarer fra adopterede, står det mig meget klart, at den her film har revet op i mange følelser. Det har skabt frustration, tvivl og bekymring hos mange. Det gør mig bekymret på de adopteredes vegne, og derfor vil jeg gerne understrege følgende; der er absolut INGEN grund til at frygte, at netop DIN adoption er ulovlig, eller har brudt nogle regler.
Jeg har stor tillid til Adoptionsnævnet og Ankestyrelsen! Jeg har ligeledes tillid til, at de adoptionsformidlende organisationer gør deres arbejde ordentligt.
Jeg har flere gange udtalt, at PAS og Videnscenter er så vigtigt for at forbedre vilkårene for adoptivfamilier. Mercy Mercy bekræfter jo bare den påstand.
Vi kan ikke stille os tilfredse med, at en kommunal psykolog skal vejlede en adoptivfamilie, når han/hun ingen viden har omkring adoption. Det er utilstrækkeligt for både forældre og børn.
Et adoptivbarn har brug for at tale om sin adoption, vi skal alle lære at leve med vores adoption. Vi skal hverken dvæle i vores fortid, eller glemme den. Vi skal finde den gyldne middelvej, hvor vi kan leve med den bagage, som nu engang udgør en del af vores livsvilkår.
Derudover er det vores ansvar, at de biologiske forældre ikke bliver lovet ting, som aldrig vil blive overholdt. Når barnet først er adopteret bort, så kommer det heller ikke hjem igen.
Mange som så filmen, er nok tilbøjelige til at tro, at adoption kan ende som menneskehandel. Det vil jeg gerne kommentere lidt på - med afsæt i min egen historie!
Adoption er ikke menneskehandel, det forhindrer de internationale love om transnational adoption!
Der kan være flere grunde til, at penge ønskes indblandet.
- De biologiske forældre, som Mashos, vil gerne have økonomisk hjælp pga. fattigdom.
- Adoptivforældrene ser al den fattigdom og nød, og ønsker derfor at bidrage økonomisk.
Ved begge scenarier er svaret NEJ! Det er ulovligt. Hensigten er god, det er naturligt fordi, at vi tænker på vores medmennesker - men bliver penge indblandet, så anses det som menneskehandel. Det ved alle myndigheder og instanser. Derfor - ADOPTION ER IKKE MENNESKEHANDEL! Desuden kan det bevises, at der ikke er tale om menneskehandel i den pågældende sag.
Vi skal huske på, at kulturen er anerledes end den herhjemme i Danmark. Vi skal huske på, at forholdene er anerledes. Vi har en forholdsvis høj standard indenfor systemet, men vi kan ikke kræve, at afgiverlandene er på samme niveau som os. Specielt ikke u-landene. Vi kan hjælpe så meget, som midlerne tilladder det, med at få folk uddannet og få klædt dem så godt på som muligt.
Det er også meget vigtigt for mig, at fastlægge at barnets alder ikke spiller en væsentlig faktor for den senere trivsel. Jeg blev adopteret, da jeg var 49 dage gammel, men det har alligevel ikke været let at være adopteret. Jeg har både haft en depression og angst, og 6 måneder med antidepressiv medicin kostede mig 2 måneders hukommelse. Noget af det var adoptionsbetonede problemer. Ikke alle, men nogle. Alle adoptivbørn har særlige behov!
Til sidst vil jeg gerne komme ind på det at være adoptivfamilie. Mange har skrevet på facebook, at forældrene burde vide, hvad de gik ind til. Det er en kæmpe omgang vrøvl! Man kan ikke kræve af nogle forældre, at de kan forudse deres barns ve og vel. Det gælder alle slags familier.
Når man adopterer et barn, kan man ikke fastslå, hvilke problemer der vil dukke op. Jeg kan igen tage afsæt i min egen historie. Jeg blev adopteret, da jeg var 49 dage gammel, jeg var altså en del yngre end Masho. Jeg var sund og rask. Indtil jeg blev 18. Da jeg blev student, fik jeg en depression som senere hen udviklede sig til angstanfald. Det kostede mig 6 måneder på antidepressivmedicin, som ødelagde de måneder, fordi jeg kun kunne holde mig vågen i 6 timer ad gangen. Derudover satte sig på hukommelsen, så jeg kan INTET huske fra september - start november 2010. Det stod sørme ikke i mine adoptionspapirer. Nej, men jeg overlevede alligevel. Alle mennesker har et ømt punkt, livet leves med bump på vejen - men trods det, så overlever vi! Vi kan ALDRIG forudse, hvad der vil ske i fremtiden, så uanset hvor gode forberedende kurser adoptivforældrene vil komme på, vil der altid ske noget uventet af den ene eller den anden karakter.
Masho kan også komme helskindet ud på den anden side med den rette hjælp. Og det har vi pligt til at sørge for sker! Det har vi gennem internationale konventioner forpligtet os til, og det er derfor den danske stat, som skal efterleve dette.
Puuuh, der er meget mere at skrive om, men jeg kan ikke holde til mere lige nu.
Jeg kommer måske med et indlæg senere i aften.
- Choko <3
