tirsdag den 30. oktober 2012

Drivkraften i mit arbejde

You could go the distance
You could run the mile
You could walk straight through hell with a smile
You could be the hero
You could get the gold
Breaking all the records that thought never could be broke

Do it for your people
Do it for your pride
Never gonna know if you never even try
Do it for your country
Do it for you name
Cause there's gonna be a day

When your, standing in the hall of fame
And the world's gonna know your name
Cause you burn with the brightest flame
And the world's gonna know your nameAnd you'll be on the walls of the hall of fame
Be a champion, Be a champion, Be a champion, Be a champion
On the walls of the hall of fame

Adoptionskonferencen på Christiansborg d. 19.09.12.

Be teachers. Be politicians. Be preachers. Be believers. Be leaders. Be astronauts. Be champions
Be true seekers
Be students

Det er efterhånden ikke nogen overraskelse, at jeg lægger meget energi i arbejdet for adoption. Det ligger mit hjerte nært. Det betyder alt for mig. Men hvorfor gør jeg det egentlig? Nogle dage er det uoverskueligt at være formand for Adoption & Samfund - Ungdom, det er hårdt og til tider drænende. Men når jeg så ser mine medlemmer i øjnene, og når jeg hører deres historier, så bliver jeg mindet om, hvorfor jeg gør det. Det minder mig om, hvor vigtigt det er, at nogen står i spidsen for alle de her unge mennesker. Jeg står i spidsen. Jeg kæmper for deres sag. Jeg kæmper for de små børn, som lige er kommet til Danmark, jeg kæmper for, at de har et sted at gå hen, når de er blevet ældre. Jeg kæmper for de kommende adoptivbørn, jeg kæmper for, at de får et bedre liv i Danmark, og en så smertefri tilværelse som overhovedet muligt. 
Jeg kæmper for at systemet fungerer så optimalt som muligt. Jeg kæmper for, at adoption fortsat vil være en fantastisk måde at stifte familie på. Jeg kæmper for, at vi ikke bliver glemt. (For jeg synes ofte, at man glemmer os.) 
Når jeg sidder og skriver mine foredrag, så bruger jeg meget tid på at tænke over min adoption og mit liv. Når jeg tænker tilbage, så har jeg haft en god opvækst, kærlige og støttende forældre, og generelt et godt liv. Alligevel har det været hårdt nogle gange. Det har været hårdt at vokse op, og faktisk også ret hårdt at blive voksen og se, hvordan adoptionen egentlig påvirkede mit liv i et omfang, jeg slet ikke var klar over - indtil nu. Det gør ondt at indse, at den person jeg var i folkeskolen, var et barn, som var påvirket af sin adoption. Det gør ondt at mærke, hvordan adoption påvirker mit syn på livet, på mine følelser (for jeg er meget mere sårbar end andre.), hvordan det påvirker min psyke. Det gør ondt at mærke, at det er svært! Og lige nu i dette sekund gør det ligeså ondt at skrive om. At skrive om adoption, at arbejde med adoption er også én af de måder, jeg lærer at leve med det på - og derfor er det både hårdt og et meget følelsesmæssigt arbejde. 
Jeg har lige været til Landsmøde i Radikal Ungdom, og her spurgte jeg social & sundhedsordføreren om, hvorvidt man ville lave en adoptionspolitik. Han blev rigtig glad, og det er noget, man vil arbejde på. Det glæder mig - uanset om det er RU, DSU, SFU, DFU, VU, KU eller LAU - adoptionspolitikken har været glemt i mange år, og nu gør ét parti noget ved det. Det er fantastisk. 
Derudover kom mange af mine partifæller hen og roste mig for alt det arbejde. "Det er så fedt, det du gør Ina." "Jeg så dig i medierne, fed artikel." Kommentarer som disse er fantastiske, og jeg sætter pris på dem alle sammen, hver og én. Ofte bliver jeg så overrasket over den positive tilbagemelding, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal svare - så svaret bliver nogle gange lidt kejtet. Men det er bestemt ikke fordi, at jeg ikke sætter pris på dem - for det gør jeg! Fantastisk feedback fastholder mit fokus. Så der skal lyde et kæmpe stort TAK til alle jer, som har været henne og rose mig gennem tiden. Til alle jer i Adoption & Samfund, både i Hovedbestyrelsen og i lokalforeningerne, til adoptionskonferencen, Amys adoptivforældre, DanAdopt, AC Børnehjælp, til venner og familie. STORT TAK TIL ALLE! 



Det skal være min afsluttende bemærkning. "You can move mountains, you can break rocks, you can be a master. Don't wait for luck. Dedicate yourself and you can find yourself." 
Tak til jer alle sammen!