Der er nu gået noget tid siden, jeg har fået skrevet her på bloggen.
Der er sket rigtig meget. Jeg er blevet interviewet til Kristelig Dagblad om en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, som også handler om min personlige historie. Der var mange emner på banen.
Ét af emnerne var taknemmelighed.
Skal man som adoptivbarn være taknemmelig? Er man tvunget til det?
Det er meget simpelt - NEJ, man skal ikke føle sig tvunget til at føle sig taknemmelig. Vi kan jo ikke gøre for, at vi blev adopterede. Det er bare sådan, det er. Der er bare heller ikke noget galt med at være taknemmelig, hvis man er det.
Personligt føler jeg mig taknemmelig. Men ikke kun overfor min adoption, men for livet. Jeg er glad for, at jeg er i live den dag idag. Var jeg ikke blevet adopteret, havde jeg måske mistet livet tilbage i 1994. Så på den måde spiller adoptionen naturligvis en rolle, men det er der så en grund til.
Derudover så sidder jeg og skriver på et foredrag, som jeg skal holde for Adoption & Samfunds lokalforening i Midt-og Vestsjælland. Det er et bredt foredrag, som strækker sig fra børnehavebarnet til den unge adopterede. Jeg kommer ind på min egen historie, og jeg kommer med mit bud på, hvilken slags hjælp, der vil være godt for unge adopterede. Jeg glæder mig rigtig meget. Normalt er mine foredrag vinklet mere smalt, men det bliver spændende at prøve at holde et stort og bredt foredrag.
D. 10-11. november er der generalforsamling i Adoption & Samfund - Ungdom i Odense. Det bliver fedt, og vi er godt igang med planlægningen. Vi håber på at se en masse dejlige unge mennesker!
Nu vil jeg gå i seng, jeg skal tidligt op og en tur til Hornslet, for at hygge og have kvalitid med mennesker, der ligger mit hjerte nært.
Godnat peeps.
- Choko
