Drivkraften i mit arbejde

You could go the distance
You could run the mile
You could walk straight through hell with a smile
You could be the hero
You could get the gold
Breaking all the records that thought never could be broke

Do it for your people
Do it for your pride
Never gonna know if you never even try
Do it for your country
Do it for you name
Cause there's gonna be a day

When your, standing in the hall of fame
And the world's gonna know your name
Cause you burn with the brightest flame
And the world's gonna know your nameAnd you'll be on the walls of the hall of fame
Be a champion, Be a champion, Be a champion, Be a champion
On the walls of the hall of fame

Adoptionskonferencen på Christiansborg d. 19.09.12.

Be teachers. Be politicians. Be preachers. Be believers. Be leaders. Be astronauts. Be champions
Be true seekers
Be students

Det er efterhånden ikke nogen overraskelse, at jeg lægger meget energi i arbejdet for adoption. Det ligger mit hjerte nært. Det betyder alt for mig. Men hvorfor gør jeg det egentlig? Nogle dage er det uoverskueligt at være formand for Adoption & Samfund - Ungdom, det er hårdt og til tider drænende. Men når jeg så ser mine medlemmer i øjnene, og når jeg hører deres historier, så bliver jeg mindet om, hvorfor jeg gør det. Det minder mig om, hvor vigtigt det er, at nogen står i spidsen for alle de her unge mennesker. Jeg står i spidsen. Jeg kæmper for deres sag. Jeg kæmper for de små børn, som lige er kommet til Danmark, jeg kæmper for, at de har et sted at gå hen, når de er blevet ældre. Jeg kæmper for de kommende adoptivbørn, jeg kæmper for, at de får et bedre liv i Danmark, og en så smertefri tilværelse som overhovedet muligt. 

Jeg kæmper for at systemet fungerer så optimalt som muligt. Jeg kæmper for, at adoption fortsat vil være en fantastisk måde at stifte familie på. Jeg kæmper for, at vi ikke bliver glemt. (For jeg synes ofte, at man glemmer os.) 

Når jeg sidder og skriver mine foredrag, så bruger jeg meget tid på at tænke over min adoption og mit liv. Når jeg tænker tilbage, så har jeg haft en god opvækst, kærlige og støttende forældre, og generelt et godt liv. Alligevel har det været hårdt nogle gange. Det har været hårdt at vokse op, og faktisk også ret hårdt at blive voksen og se, hvordan adoptionen egentlig påvirkede mit liv i et omfang, jeg slet ikke var klar over - indtil nu. Det gør ondt at indse, at den person jeg var i folkeskolen, var et barn, som var påvirket af sin adoption. Det gør ondt at mærke, hvordan adoption påvirker mit syn på livet, på mine følelser (for jeg er meget mere sårbar end andre.), hvordan det påvirker min psyke. Det gør ondt at mærke, at det er svært! Og lige nu i dette sekund gør det ligeså ondt at skrive om. At skrive om adoption, at arbejde med adoption er også én af de måder, jeg lærer at leve med det på - og derfor er det både hårdt og et meget følelsesmæssigt arbejde. 

Jeg har lige været til Landsmøde i Radikal Ungdom, og her spurgte jeg social & sundhedsordføreren om, hvorvidt man ville lave en adoptionspolitik. Han blev rigtig glad, og det er noget, man vil arbejde på. Det glæder mig - uanset om det er RU, DSU, SFU, DFU, VU, KU eller LAU - adoptionspolitikken har været glemt i mange år, og nu gør ét parti noget ved det. Det er fantastisk. 

Derudover kom mange af mine partifæller hen og roste mig for alt det arbejde. "Det er så fedt, det du gør Ina." "Jeg så dig i medierne, fed artikel." Kommentarer som disse er fantastiske, og jeg sætter pris på dem alle sammen, hver og én. Ofte bliver jeg så overrasket over den positive tilbagemelding, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal svare - så svaret bliver nogle gange lidt kejtet. Men det er bestemt ikke fordi, at jeg ikke sætter pris på dem - for det gør jeg! Fantastisk feedback fastholder mit fokus. Så der skal lyde et kæmpe stort TAK til alle jer, som har været henne og rose mig gennem tiden. Til alle jer i Adoption & Samfund, både i Hovedbestyrelsen og i lokalforeningerne, til adoptionskonferencen, Amys adoptivforældre, DanAdopt, AC Børnehjælp, til venner og familie. STORT TAK TIL ALLE! 

Det skal være min afsluttende bemærkning. "You can move mountains, you can break rocks, you can be a master. Don't wait for luck. Dedicate yourself and you can find yourself." 

Tak til jer alle sammen! 

Adoption og taknemmelighed

Kære alle sammen.

Der er nu gået noget tid siden, jeg har fået skrevet her på bloggen.
Der er sket rigtig meget. Jeg er blevet interviewet til Kristelig Dagblad om en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, som også handler om min personlige historie. Der var mange emner på banen.
Ét af emnerne var taknemmelighed.

Skal man som adoptivbarn være taknemmelig? Er man tvunget til det? 

Det er meget simpelt - NEJ, man skal ikke føle sig tvunget til at føle sig taknemmelig. Vi kan jo ikke gøre for, at vi blev adopterede. Det er bare sådan, det er. Der er bare heller ikke noget galt med at være taknemmelig, hvis man er det.

Personligt føler jeg mig taknemmelig. Men ikke kun overfor min adoption, men for livet. Jeg er glad for, at jeg er i live den dag idag. Var jeg ikke blevet adopteret, havde jeg måske mistet livet tilbage i 1994. Så på den måde spiller adoptionen naturligvis en rolle, men det er der så en grund til.

Derudover så sidder jeg og skriver på et foredrag, som jeg skal holde for Adoption & Samfunds lokalforening i Midt-og Vestsjælland. Det er et bredt foredrag, som strækker sig fra børnehavebarnet til den unge adopterede. Jeg kommer ind på min egen historie, og jeg kommer med mit bud på, hvilken slags hjælp, der vil være godt for unge adopterede. Jeg glæder mig rigtig meget. Normalt er mine foredrag vinklet mere smalt, men det bliver spændende at prøve at holde et stort og bredt foredrag.

D. 10-11. november er der generalforsamling i Adoption & Samfund - Ungdom i Odense. Det bliver fedt, og vi er godt igang med planlægningen. Vi håber på at se en masse dejlige unge mennesker!

Nu vil jeg gå i seng, jeg skal tidligt op og en tur til Hornslet, for at hygge og have kvalitid med mennesker, der ligger mit hjerte nært.
Godnat peeps.
- Choko

Anywhere is

I walk the maze of moments

But everywhere I turn to
Begins a new beginning
But never finds a finish
I walk to the horizon
And there I find another
It all seems so surprising
And then I find that I know 

You go there you're gone forever
I go there I'll lose my way
If we stay here we're not together
Anywhere is

The moon upon the ocean
Is swept around in motion
But without ever knowing
The reason for its flowing
In motion on the ocean
The moon still keeps on moving
The waves still keep on waving
And I still keep on going

You go there you're gone forever
I go there I'll lose my way
If we stay here we're not together
Anywhere is

I wonder if the stars sign
The life that is to be mine
And would they let their light shine
Enough for me to follow
I look up to the heaven
But night has clouded over
No spark of constellation
No Vela no Orion

The shells upon the warm sands
Have taken from their own lands
The echo of their story
But all I hear are low sounds
As pillow words are weaving
And willow waves are leaving
But should I be believing
That I am only dreaming 

You go there you're gone forever
I go there I'll lose my way
If we stay here we're not together
Anywhere is

To leave the tread of all time
And let it make a dark line
In hopes that I can still find
The way back to the moment
I took the turn and turned to
Begin a new beginning
Still looking for the answer
I cannot find the finish
It's either this or that way
It's one way or the other
It should be one direction
It could be on reflection
The turn I have just taken
The turn that I was making
I might be just beginning
I might be near the end.

Tyrkiet bliver angrebet af Syrien. Det er forfærdeligt.

Der bor mennesker, jeg holder af, og betragter som familie.

Flammen fra stearinlyset lyser min tapetbeklædte væg op. 

TV'et kører uden lyd. Det er ligegyldigt. 

Enyas sang fylder mine ører. Omkvædet rører mig. Det er smukt!

Teksten er så sigende. Jeg er så fascineret. Jeg hører den igen og igen.

I skal høre den. Derfor har jeg lagt videoen op. 

Jeg reflekterer... 

Jeg har taget et skridt i en ny retning. Jeg starter et nyt liv.

Hvor er jeg på vej hen? 

I AM STILL LOOKING FOR THE ANSWER! 

Jeg vil se verden. Jeg vil leve, jeg vil leve livet. 

Jeg ser en tynd model i TV - sådan vil jeg også være.

Jeg vil være lykkelig - endnu mere lykkelig, end jeg er nu.

Jeg vil synge, som jeg gjorde før. Jeg savner det.

Jeg vil gøre en forskel. 

For verden, men specielt for de adopterede og deres familier.

Jeg kæmper for forandring. For forbedringer.

Klokken er mange. 

Godnat folk 

- Choko <3 

Catching up...

Puuuh det er ved at være noget tid siden, at jeg har skrevet på bloggen. Det må der gøres noget ved.

Adoption fylder meget i medierne for tiden, der er meget kritik af Adoption & Samfund, som jeg er meget involveret i - eftersom at jeg er formand for Adoption & Samfund - Ungdom.
Jeg synes, kritikken er urimelig. Der har måske ikke altid været plads til alle parter i A&S, men der sker så meget i foreningen for tiden, der er så mange ting at tage fat i - og jeg synes mine "kollegaer" gør det så godt!
Men jeg synes ærlig talt, at det er svært at håndtere al den kritik. Jeg tager det meget personligt, og det er svært ikke at lade sig påvirke af det. Jeg er selv blevet kritiseret i Politiken, og det gjorde mig rasende - det er svært lige pludselig at skulle se sig selv i medierne, og forholde sig til den kritik, der nu måtte være. Man kan helt sikkert lære meget af det, og jeg tager det bestemt til mig.

For 2 uger siden blev der afholdt en adoptionskonference på Christiansborg, og hele konferencen blev filmet.
Det er delt i 2 klip, som jeg lige vil linke til. Vil opfordre alle til at se videoerne, det er super spændende!
Første del

Anden del

Konferencen havde 4 fokuspunkter
- PAS
- Videncenter
- Forsøgertilskuddet til eneadoptanter
- 26 - års reglen.

Det er mig, som holder oplægget om 26 - års reglen. 

Der var rigtig mange, som bad om taletid til konferencen, både adoptionsforskere, biologiske forældre, organisationer m.m. Det fortæller mig, at der er et kæmpestort behov for, at man afholder flere konferencer, og at alle kan få sagt noget. Der et stort behov for, at politikerne hører på, hvad vi siger.
På konferencen fik jeg virkelig opdaget en respekt for Özlem Cekic og Johanne Schmidt-Nielsen, som jeg aldrig før har haft. Özlem tager virkelig adoption alvorligt, og Johanne var virkelig god til at lytte til os.
Men det mest inspirerende på konferencen var uden tvivl Amys adoptivforældre. Amysagen er forfærdelig og hjerteskærende, og jeg har haft lidt svært ved at sætte mig ind i sagen, men da jeg hørte Amys forældre tale, var det som om, at mit hjerte gik i tusinde stykker. Det var så rørende, at jeg måtte både faren og moren en kæmpe krammer senere på aftenen. De lider virkelig i øjeblikket, og jeg håber at de får den hjælp, de har brug for.

I forhold til min egen adoption, så sker der ikke så meget på den front. Jeg havde lige fat i mine papirer fra Sri Lanka, da jeg skulle bruge mit "oprindelige" navn. Det har jeg nu stående på skulderen sammen med Sri Lankas nationalblomst.

Her er et billede, det er ikke så godt - men det er altså også ret svært at tage billeder af sin egen ryg!