søndag den 22. maj 2016

Pladderhumanister og Væmmeligboere

Kære læsere.

Jeg tænker så tit over, hvordan vi endte her. Hvordan vi lod det komme så vidt?

Ved sidste folketingsvalg gik jeg grædende hjem fra en mislykket valgfest. Mit syn på verden blev så sort. Jeg mistede al troen på Danmark. Men jeg vidste det jo godt, og jeg havde inden valget mine bange anelser. Ved Europarlamentsvalget stemte 25% på DF og Morten Messerschmidt. Alle gik og sagde ”Ja ja, EU er noget andet”. Men jeg havde bare en rigtig dårlig mavefornemmelse. Og jeg fik ret.

Danmark har det seneste års tid ændret sig. Jeg kan næsten ikke genkende det. I dag er humanisme et skældsord. Når et menneske hjælper et andet, bliver det kaldt for væmmeligboer.
25% procent synes, at tortur er okay i forbindelse med krigsafhøringer. Fem-og-fucking-tyve procent!
Det er skræmmende.


Jeg har været Venligboer i et års tid snart. Jeg har lagt så meget hjerte og sjæl i det. Jeg har aldrig været så rasende på vores system før (med undtagelse af vores sundhedsvæsen of course!) 

Det er ikke rart at se mennesker falde fra hinanden. 
Se dem blive ødelagt af vores system. Vi har politisk besluttet at placere voksne og børn i fattigdom. En unødvendig fattigdom. 

Når jeg sidder og læser Berlingske og de mange kommentarer, så mister jeg igen al troen på Danmark. Men når jeg så stikker antennen frem og ser, hvor mange gode initiativer der rundt omkring i landet, så kryber troen langsomt frem igen. 

Jeg er ikke sikker på, at jeg for evigt vil være venligboer. Men jeg vil til hver en tid gøre mit for, at Danmark er anstændigt. At nogle i det mindste behandler andre med respekt og ligeværdighed. 

Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg skriver dette indlæg. Men nogle gange får jeg bare nok. 

Jeg savner mit land, hvor respekt og medmenneskelighed var en kerneværdi. Hvor vi stolt blev kaldt Roligans og ikke Hooligans. Hvor vi hjalp folk i nød med stolthed, og ikke bitchede over TV-stationernes indsamlinger til Afrika og Syrien. 
Den tid hvor man godt kunne hjælpe sin næste syd for grænsen OG sin bedstefar på plejehjemmet. 

Jeg savner den tid. 

Følg med i den nærmeste fremtid. Jeg kommer med lidt flere indlæg om cafeen, om frivillighed og så skal jeg gæsteblogge hos min veninde Freja. 
Skal dog lige have overstået nogle rejser i forbindelse med arbejdet. 

God søndag

- Choko

mandag den 2. maj 2016

The Dreamteam

Kære alle

Man kan få en idé. Man kan udleve den. Men kan sjældent gøre det alene.

Det har jeg naturligvis heller ikke gjort.

Jeg har et temmelig fedt hold i Café Venligbo - Aarhus!

Lige nu er vi lidt over 40 mænd og kvinder, der arbejder frivilligt i cafeen.
De frivillige (Nogle af dem)

Vi arbejder langt hen ad vejen med en flad og demokratisk struktur. Vi har alle en stemme. Vi har nogle undergrupper, som tager sig af diverse opgaver. Nogle tager sig af events, nogle af kontakterne til lokalområdet og nogle tager sig af vores udendørsområder. 

Det giver alle en mulighed for at engagere sig i lige netop det, folk gerne vil. 
Oftest er det ikke driften, der er det mest sexede, og derfor sørger Dea, Christina og jeg for at holde biksen kørende. Det er ikke nødvendigvis min yndlingsopgave! Jeg vil nogle dage meget hellere være med til at skabe kontakt til lokalområdet (Det gør jeg så også lidt alligevel.) Eller noget andet. 

Men faktum er, at vi er en virksomhed. Selvom Venligboerne er en ny bevægelse, noget helt nyt i Danmark, så slipper vi jo ikke for at blive en del af et system. Vi følger naturligvis alle regler. Hvis vi skal gøre det her, så skal vi naturligvis også gøre det ordentligt. Derfor var det også en kæmpe befrielse, da Fødevarestyrelsen fortalte os, at de sjældent havde set et så gennemarbejdet kontrolsystem, da de var på besøg hos os. 

Når man er en helt ny virksomhed, en helt ny café, ja så er der mange ting at holde styr på. Min personlige udfordring er, at jeg kaster enormt mange bolde i luften, fordi der er rigtig mange vigtige ting at gøre. Men jeg er ved at indse, at det også kan være fordelagtigt at slå bremsen i her i starten. 
Vi har haft enormt mange studerende, som gerne vil skrive om os. Det forstår jeg godt - vi er også fede at skrive om :-) Men hver eneste gang en studerende ringer til mig, vil jeg gerne give et godt svar. Noget som de også kan bruge. Det tager bare rigtig lang tid, for jeg har meget på hjerte. Så lige nu tager vi en pause fra de mange studerende. Det er bestemt ikke en prioritering, jeg bryder mig om. For jeg mener med hver eneste celle i kroppen, at Café Venligbo - Aarhus er vigtig for Danmark. Vi kan noget. 

Nå, tilbage til de fantastiske frivillige. 

Jeg bliver glad hver eneste gang, jeg ser en af dem. De gør det så godt! Uden dem eksisterede cafeen slet ikke. 



Vi er en fantastisk blanding af mennesker. Nogle kommer og går. Rigtig mange vil gerne være en del af projektet, fordi de synes det er vigtigt. Men når hverdagen så melder sig, så varierer det rigtig meget, hvor meget tid folk egentlig har. Men vi har en kerne, som virkelig lægger kræfter og sjæl i cafeen! Som tager vagter, når der er brug for det, skaber hygge, laver events - tilføjer liv til cafeen. Det er alt sammen uundværligt! 

De frivillige er meget forskellige. Der er alt fra gymnasieelever til førtidspensionister. Sygeplejerske, lærere, kommunikationsfolk, kontanthjælpsmodtagere/integrationsydelser, studerende, økonomer, kunstnere og meget meget mere! 
Det helt fantastiske ved dette er, at det giver cafeen en diversitet, som man ikke finder ret mange andre steder. Det er ikke tit, at man ser en så forskellig blanding af mennesker på et sted. 
De tilfører alle sammen noget forskelligt. Forskellige kompetencer, forskellige interesser. Nogle kan lynhurtigt lave en kagedag eller en udstilling. Andre har i løbet af en eftermiddag bygget en disk ud af paller og en IKEA rumdeler. 

Vi har danskere, flygtninge, tidligere flygtninge og folk, der er her på greencard. Vi repræsenterer folk fra Danmark til Østeuropa til Syrien, Uganda og hele vejen til Sri Lanka. Det er helt fantastisk! 


Jeg har egentlig meget mere, jeg gerne ville fortælle om de frivillige kræfter bag caféen, og det kommer jeg også til en dag. Men lige nu skal jeg recover lidt fra min vacciner, som jeg fik i dag. Så det må blive en anden dag. 

Over and out! 

- Choko 



lørdag den 30. april 2016

Et nyt kapitel

Kære alle.

Jeg har stadig ikke et helt fundet ud af, hvad bloggen skal indeholde. Men den første meningsfulde idé, der faldt mig ind, var at skrive om Café Venligbo - Aarhus. I takt med, at der kommer et nyt indhold, kommer der også et nyt layout.
Jeg har efterhånden prøvet lidt forskellige layouts, men lige nu leder jeg efter det helt "rigtige". Og indtil jeg finder det, vil bloggen været totalt neutral.

Så her kommer det første "prøve-indlæg".

Café Venligbo - Aarhus
En kaffebar for flygtninge.
 
Det hele startede sidste sommer, da jeg blev venligboer. Det er sjovt, for jeg har gennem tiden været ret aktiv i forskellige foreninger. Politik aktiv og ja, selvfølgelig meget aktiv på adoptionsområdet.

Men Venligboerne var bare noget andet. Jeg ved ikke, om jeg kan beskrive bevægelsen anerledes, end at man gør, hvad man kan - når man kan. Det, du byder ind med, er godt nok.
I det danske foreningsliv får man en titel, der forpligter og et hav af opgaver. Derfor var det ret befriende at blive del af en bevægelse, hvor det ikke forventes, at jeg gør en hel masse. Jeg blev ret overrasket over min egen drivkraft, mit engagement. Jeg gjorde det ikke for titlernes skyld, dem har jeg haft rigeligt af. Jeg gjorde det ikke for 15 minutes of fame. Men jeg endte med at få en stærk stemme i debatten. Jeg endte med at blive sindssygt indigneret, som jeg aldrig har været før.

Min entré til Venligboerne blev Mads Nygaard. Han skrev et opslag, om at asylansøgere på Lyngbygaard var ensomme. De var ved at gå til! De havde brug for besøg.

Det mindste jeg kan gøre, er da at lytte til et andet menneske. Være deres ven. Det kan enhver idiot finde ud af.

I København blev der over sommeren dannet en cafe. Den havde stor succes. Jeg tænkte, at vi naturligvis også kunne have en i Aarhus. Og som ægte venligboer bød jeg ind med en idé, som jeg kunne føre ud i livet. En café. Det skulle vise sig at være et kæmpe projekt, men det er det hele værd!

En proces over 6 måneder og et lejemål hos Kulturforvaltningen skulle blive startskuddet til vores kaffebar. Jeg vil skrive meget mere om opstartsfasen, om det praktiske, om al flueknepperiet og meget meget mere! Jeg har haft Dea (#DeaMedHatten) som partner lige siden dag 1. Mange er kommet og gået. Og heldigvis kom Christina (#ChristinaKanHængeLamperOp) til. Siden har de 2 damer haft en kæmpe indflydelse på mit humør. Fået mig til at græde af grin! Få mig til at smile, når jeg hænger med mulen.
Og heldigvis er der siden hen kommet rigtig mange til. Vi er en café-bande på 40 medlemmer. 40 helt igennem fantastiske mennesker. Dem slipper I heller ikke for at høre noget mere om :-)


Snart har vi haft åbent i 3 måneder. Tiden flyver afsted.

Dette bliver et rodet startskud til noget, jeg endnu ikke helt ved, hvad er. Refleksioner over at være ejer af en kaffebar. At være initiativtager til et projekt for flygtninge. At skulle motivere 40 frivillige. At skulle placere sig i Aarhus' kultur og byliv.

Frustrationer over et system, der ikke behøvede at behandle mennesker som skidt. Frygten for at se mit land blive til en bananstat.

Jeg har så meget at sige.

Så i den kommende fremtid vil der komme flere, måske lidt mere velovervejede og systematiske indlæg om det at have en kaffebar for flygtninge.

Men nu skal jeg efter 3 dages intenst arbejde i Birkerød slappe fuldstændigt af på sofaen.

Det var alt for denne gang.

- Choko

mandag den 18. april 2016

Time is changing..

Kære alle.

Den trofaste læser vil bemærke, at der har været meget stille på bloggen. Mine følgere i adoptionsverdenen vil også vide, at det skyldes mit nye arbejde.

I december stoppede jeg i Musikhuset Aarhus og i starten af det nye år tiltrådte jeg som Post Adoption Service Coordinator hos Danish International Adoption.

Det betød også et farvel til ASU og Adoption & Samfund. Det var den sværeste beslutning, jeg har måtte træffe. Men den var god. Jeg er glad for mit arbejde.

I kraft af mit arbejde ophører mit politiske arbejde med adoption. Man kan ikke sidde på begge sider af bordet. Jeg har accepteret, at min position er anerledes.

Der har selvfølgelig været en fase, hvor jeg har skulle lære min nye rolle. Hvor jeg har måtte skuffe andre. Takke nej til oplæg, sige nej til spændende projekter. Lære at andre skal bruge deres stemme.

Der er stadig meget at sige om international adoption. Der er stadig meget at kæmpe for. Det gør jeg nu fra en anden vinkel!

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle, der har læst med. Bloggen er blevet læst mere end 50.000 gange. Indlæggene om min biologiske mor er de mest læste. Det fortjener hun i den grad også.
Jeg véd, at jeg har været med til at påvirke nogen.
Et indlæg blev delt i en adoptionskritisk gruppe, og jeg blev sirligt massakreret fra ende til anden. Man har gjort det godt, når man har pisset nogen så godt og grundigt af.
Min blog er blevet læst i ind - og udland. Jeg husker tydeligt, at jeg var i Tórshavn, Færøerne, hvor en adoptivmor kom hen til mig, efter jeg havde holdt tale for Nordic Adoption Council. Hun læste flittigt med, og hun synes min stemme var vigtig. Mere kan jeg ikke forlange. Flottere kompliment kan jeg ikke få.

Tusind tusind tak til jer alle sammen!
Jeg håber, at adoptanter, adopterede, journalister, fagpersoner - og alle kritikerne stadig vil læse med. Måske kommer jeg ikke til at skrive om adoption mere, men jeg har stadig mange ting på hjerte!

Og hvor efterlader det så bloggen? 

Jeg er endnu ikke afklaret, men jeg er ikke klar til at lukke den ned. Jeg har stadig noget at sige. Men om andre ting.
Jeg er blevet aktiv venligboer det seneste år, og driver nu Café Venligbo - Aarhus. Måske min drivkraft og skrivelyst skal forenes her.

I skal nok opdage, når der sker noget nyt :-)



Det her er IKKE et farvel. Det er starten på noget nyt.

God aften til alle
- Choko

tirsdag den 10. november 2015

Hvorfor hjalp jeg ikke min mor?


Kære alle sammen

Det er 100 år siden, jeg sidst har skrevet på min blog, men nu synes det nødvendigt at slå på tasterne igen.

For lang tid siden blev jeg kontaktet af Pam (min tolk/myndighedsperson på Sri Lanka), som fortalte mig, at min mors hus var blevet ødelagt af regnskyl. Måske har jeg faktisk allerede skrevet et lille indlæg om det for noget tid siden. Det var min mors fætter, der havde kontaktet Pam, fordi det var vigtigt for dem, at jeg fik det af vide.
Dengang blev jeg ked af det, men samtidig glad for, at de informerede mig. Det gør familie.

For ca. en måneds tid siden bliver jeg ringet op af et udenlandsk nummer. Nummeret er ikke kodet ind på min iPhone, men landekoden var srilankansk. Det var en mand, der ringede. Han sagde, han kendte min mors fætter. Min mors fætter ringede for at spørge om penge til min mor. Når man får sådan et opkaldt, går alle alarmklokker igang. Manden siger, at det skal gå stærkt, og om jeg kan overføre dem i eftermiddag srilankansk tid. Det kan jeg ikke, siger jeg. Jeg lover, at jeg vil undersøge, om jeg kan hjælpe.
Jeg spørger til, hvordan min mor har det. Han siger, at det har været svært pga. deres hus, og at hun har nogle problemer, som han ikke vil belemre mig med.
Seriøst? Det er jo min mor!
Desværre bliver forbindelsen brudt, og jeg står midt ude på Strøget i Aarhus og aner hverken fra eller til.

Jeg ringer til min far, og vi får os en lang snak om det her. Penge ændrer jo relationen markant! Det stiller mig i den værst tænkelige situation. Måske er deres råb om hjælp reelt nok, måske forsøger de at udnytte mig. Hvem ved?
Jeg ved, at begge scenarier er mulige. Jeg er helt klar over, at jeg ikke kan tage en beslutning med det samme, og jeg er brug for at høre nogle erfaringer. Jeg kaster mig derfor over de sociale medier og spørger om råd i forskellige fora, der har noget med enten Sri Lanka eller adoption at gøre.
Jeg ved, at jeg ikke ved nok om den srilankanske kultur til, at jeg kan sige A eller B.

Jeg får rigtig mange kommentarer om, at jeg skal passe på eller lade helt være.
Nogle siger, at jeg skal gøre det. Puuuh, det er svært.
Men særligt 2 kommentarer har hjulpet. Den ene skriver, at jeg skal være mit eget etiske råd. Den formulering har virkelig hjulpet mig meget! Og hvis "rådgiveren" læser med - så 1000 TAK!
Den anden kommentar kom fra en srilankansk adopteret, der samtidig vidste noget om antropologi og srilankansk kultur. Hun fortalte mig lidt om, hvad der kunne ske, hvis jeg gav penge. Jeg skulle forberede mig på, at jeg ville få en "forsørger" rolle i vores relation. Alternativt skulle jeg hjælpe dem og gøre det tydeligt, at det kun var denne ene gang.
Jeg syntes ikke, at jeg var sikker endnu. Jeg snakker med min psykolog om det, og vi snakker frem og tilbage. Vi snakker lidt om, at det nok var meget godt, at jeg ikke havde gjort noget endnu.
Jeg begyndte faktisk at have det ok med ikke at gøre noget.

Men så igår... Igår skrev min veninde fra Sri Lanka. Hun er datter af det ægtepar, som hjalp min mor under hendes graviditet. Jeg kalder hende P her.
P skriver, at hendes far var blevet kontaktet af min mor. Hun skriver, at min mor har brug for hjælp. Hun skriver, at min mor jo har bedt om, at jeg hjalp hende. Og at hendes mand ikke behandler hende godt. Hun har virkelig brug for hjælp!


FUCK!!!!
Hvorfor fanden hjalp jeg hende ikke til at starte med?
Hvorfor lod jeg min skepsis komme mig til gode?
Hvorfor lod jeg mine vestlige værdier være overskyggende, når jeg ved hun kommer fra en anden kultur?
Hvorfor troede jeg ikke på hendes fætter?

Jeg har så mange spørgsmål, og jeg er bitter. Jeg er frustreret på mig selv over, at jeg ikke troede på min familie. De har indtil videre kun behandlet mig ligeværdigt som familie. Jeg har til gengæld behandlet dem som mindreværdige fra et fattigt land. Og jeg skammer mig! Det er min mor! Hvorfor tvivlede jeg på min mor?

Jeg ved jo godt, at det er set 1000 gange før, at adoptivbørn blev kontaktet af biologisk familie, der dybest set var mere interesseret i penge end i relationen.
Men jeg har fra start af mærket en følelse af samhørighed med min mor. Jeg har fra starten af altid villet gå igennem ild og vand for hende. Det vil jeg stadig.
Jeg har fra dag 1 af sagt, at jeg ville gøre alt for hende. Da det så virkelig kom til stykket, blev jeg en kujon og tvivlede på hendes behov for hjælp. Det er pinligt!

I weekenden skal jeg skype med min og P. Jeg glæder mig vanvittigt meget til at se dem begge to igen, denne gang kun på en skærm. Jeg har ikke set eller talt med dem i over 2 år.
Jeg er også lidt nervøs.

Jeg sætter nu alle sejl ind for at hjælpe min mor. Om jeg så skal rejse til Sri Lanka imorgen, så gør jeg det.

Dear Mom. 
I miss you. 
I will love you forever. 
Your daughter. 

- Choko

søndag den 21. juni 2015

Engang var jeg dansker. Hvad er jeg nu?

Kære alle

Folketingsvalg 2015 er overstået. Vi skal have ny regering.

Hvad skal jeg sige?

Jeg skal ikke lægge skjul på min partifarve. Heller ikke selvom jeg er formand for Adoption & Samfund - Ungdom. Jeg står 100 % ved det. Før jeg gik ind i adoptionsverdenen, var jeg meget politisk aktiv.
Partifarven er lyserød (magenta) som mine læber, når jeg går i byen!
Jeg, jeg er radikal. Radikal helt ind til hjertet.


Jeg tror på, at socialliberalismen er det bedste for vores verden. Så enkelt er det. 
Og som I jo nok ved, så fik De Radikale ikke noget særlig godt valg denne gang. Vi blev faktisk mere end halveret, og min personlige favorit, Liv, kom dersværre ikke ind igen. 

Men det er ikke engang De Radikales valgresultat, der gør mig ked af det.
Nej.. På valgaftenen var jeg til valgfest med mine radikale partifæller oppe på Århus Universitet. 
Aldrig har jeg siddet til en fest med så sørgelig en stemning. Nogle få forsøgte at holde gejsten oppe, og ikke vise at de var påvirkede af det. Men da den første unge mand brød sammen i gråd, gik det op for mig, hvor meget det her valg egentlig betyder. For mig. For dig. For os alle. 
Hen mod de sidste aftentimer blev det for meget. Jo nærmere vi nåede den færdige optælling, jo mere trist blev stemningen. Omkring midnat blev det for meget for mig. Jeg var trist. 
Jeg tog hjem, og mens jeg ventede på bussen trillede den første tåre ned ad min kind. 
Da jeg kom hjem, så jeg Helles tale. Og så brød jeg sammen. Jeg hulkede. Jeg var bange. 

Jeg er bange. Bange for hvad der skal ske med vores land. Bange for at jeg skulle føle mig uvelkommen i mit eget land. Eller føle mig mere uvelkommen i mit eget land. 
For virkeligheden er, at jeg faktisk nogle gange ikke føler mig særlig velkommen. Folk kigger mærkeligt på mig. 
Som I kan se på billedet, sætter jeg ofte mit hår op. Jeg arbejder et sted, hvor jeg skal repræsentere os udadtil. Derfor synes jeg, det er vigtigt at se pæn ud. Så når det regner, tager jeg et tørklæde om hovedet. Og jeg kan love jer for, at der bliver kigget. Så når jeg går ind i bussen, folder jeg tørklædet ned over skulderne. Ja, det lyder virkelig åndssvagt. Men jeg gør det faktisk for ikke at blive misforstået. 
Og det er IKKE fordi, jeg har noget imod muslimer. Jeg kan faktisk rigtig godt lide muslimer. Nogle af de mennesker, jeg holder allermest af i den her verden, er muslimer. Jeg elsker anerledes kultur, og ville nogle gange ønske at jeg hørte til der. For de forstår mig. De forstår, hvad det vil sige at være anerledes her i Danmark. 

Nå, men pointen med det her er, at jeg føler mig mere anerledes, end jeg gjorde for 4-5 år siden. 
Der er nærmeste blodige konflikter ligemeget, hvor du tager hen i verden. 
I Indien behandler man kvinderne som dyr. I Mellemøsten dræber Islamisk Stat kvinder og børn, og har jaget millioner af mennesker på flugt. I Afrika gør Boko Haram det samme. 
I Egypten, Israel, Yemen og i Sydamerika er der diverse konflikter både af religiøs og politiske karakterer. 
Over 60 millioner mennesker er på flugt. Det er ca. hver. 122. person! Det er jo vanvittigt! Verden er et frygteligt sted!
Men med 60 millioner mennesker på flugt er det nødvendigt med et internationalt fællesskab og ansvar. Medansvar og medmenneskelighed.

Og derfor er det så mega ærgerligt, at hver 5. dansker har stemt på DF. 
De sidste dage har jeg hørt mange grunde til, hvorfor folk har stemt DF. Ligefra dyrevelfærd til beskyttelse af nationalstaten. (OMG! Nationalstaten?)
Faktum er bare, at DF's mærkesager - og deres krav til Lars Løkke primært handler om udlændingepolitikken. Med så mange DF'ere i Folketinget er der nu rigtig god mulighed for at lave stramninger på området. Stramninger som måske på nogle punkter er nødvendige - men vi er nødt til at hjælpe andre mennesker i nød! Vi er nødt til at være åbne. Være åbne overfor forskellighed og andre kulturer. Og det synes jeg ikke, vi er lige for tiden. 

Så jeg bliver bekymret. 
Misforstå mig ikke. Jeg er dansk. Jeg har dansk pas, og jeg kender ikke til andet end at være dansker. Jeg er adopteret. Og det livsvilkår kan ingen tage fra mig, uanset hvor hårdt de prøver. Det er heller ikke det faktum, som bekymrer mig. 

Jeg plejede at elske det danske. 

Men DF står for alt, hvad jeg ikke kan lide ved Danmark. Smålighed og mangel på tolerance. Mit værste politiske mareridt blev til virkelighed. Dansk Folkeparti kom til magten. 

DF går ikke ind for at homoseksuelle kan adoptere. Ok, skal vi tilbage til et system, hvor det kun var den hvide rige mand og hans kone, der kunne adoptere et barn for at redde det fra hungersnød? 
Nej vel!?!?!

Kan du følge min bekymring og frustration? 
20 % af DK har givet de her politikere mandat til at føre gammeldags og snæversynet politik. 

Det her valg peger i retningen af en mentalitet, der ikke ligefrem sprudler af forståelse og rummelighed. 
Og hvor bliver der så plads til lille mig?

Ja, jeg er dansker. Men jeg er mørk. 

Som du kan se på billederne, så ligner jeg en dansker. Men jeg ligner jo også en etnisk dansker. 
Og jeg render altså ikke rundt med et skilt på ryggen, der reklamerer for mit danske statsborgerskab! 

Jeg er bange for, at vi går en mentalitet i møde, hvor der lige pludselig ikke er plads til min anerledeshed.

Jeg er bange for, at jeg skal til at forsvare mig selv. 
Folk jeg kender, og særligt de højreorienterede, synes jeg klynker. For det er jo ikke sådan nogle som mig, DF ikke kan lide. Men jo det er det! Det er faktisk sådan nogle mørke nogle som mig, de synes skal visiteres ved en fed grænsebom, før vi må komme ind. 

Kunne jeg ikke bare kæmpe? Og råbe højt, som jeg altid har gjort? 
Jo, det kunne jeg måske nok. Men i torsdags føltes det ret nyttesløst. Jeg har stadig ikke fundet energien til at kæmpe imod småligheden. For jeg føler mig så fortabt. Jeg føler, at jeg har mistet alt hvad jeg elskede ved Danmark. 
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op. 
Forhåbentlig er der nogle andre, som allerede har fundet gejsten igen, og som er klar til at kæmpe. 
Jeg bliver det forhåbentlig også. 
Men ligenu føler jeg mig lidt rodløs, og overvejer seriøst om Danmark skal være det land, hvor jeg skal bo i i fremtiden. Er det virkelig det her land, som mine børn fødes i? 

Jeg ved det virkelig ikke.. For hvad er jeg nu? 

Det var alt for nu. 

mandag den 25. maj 2015

Meta Health & Traumebehandling

Kære alle

Som det sidste indlæg indikerer, så har jeg opdaget nogle chokerende ting ang. mit helbred og min sygdom.
Kort tid før hele min verden ramlede sammen på Århus Sygehus, havde jeg sammen med en "kollega" indenfor adoptionsverdenen besluttet mig for at tage til et foredrag hos Gitte Retbøll om meta-medicin og traumebehandling.

Det vil jeg gerne skrive lidt om.


Først og fremmest vil jeg dog sige, at jeg normalt har en ret skeptisk tilgang til den alternative verden. Som barn har jeg fået zoneterapi, og jeg himler med øjnene, når min mor taler om meditation. Jeg vil gerne tro på naturvidenskab. Jeg synes, nogle ting virker som hokus pokus. Jeg skal se beviser for, at det virker!

Men i takt med at min krop har udviklet sig i en ukontrolleret retning, har jeg været villig til at prøve alternative veje for at få det bedre.
Derfor fik jeg laserakupunktur for at holde op med ryge. Og om små 3 uger kan jeg fejre, at jeg har været røgfri i et helt år! Som ryger i mere end 10 år er jeg pavestolt!
Jeg går hos en fysioterapeut for tiden, som arbejder ud fra et holistisk perspektiv. Normalt ville jeg være ret skeptisk over for sådan noget, men fordi hun har sin uddannelse som fysioterapeut, er jeg mere rolig. Og hold nu op, hun er dygtig! Utrolig kompetent og fagligt dygtig. Og så gør det ikke så meget, at hun ordinerer en masse kosttilskud og sætter nåle i øret på mig! (Ja mig, der har fobi for de små tingester! Puuuh, der bliver rykket grænser!)
Nå, men hun hjælper mig med at få renset kroppen for medicinrester. Hun kunne allerede ved første møde konkluderer, at min krop svulmer op og får den der tøndeform, fordi resterne af binyrebarkhormonen og alt det andet medicin, jeg har fået, hober sig op i min krop. Det giver jo ret god mening, eftersom at jeg præcis for et år siden blev indlagt med grus i urinvejene og påvirkede nyrer. Min krop kan ikke længere følge med.

Nå, men det var jo egentlig meta-sundhed det skulle handle om.
Så jeg sidder til det her bestyrelsesmøde i Malling, og min kollega foreslår det her foredrag med Gitte. Gitte er læge og har mere end 25 års erfaring i psykiatrien og med børn. Hun arbejder i dag med meta-sundhed. Det er ret kompliceret, og jeg forstod nok kun en brøkdel af foredraget. (Det var meget normalt, sagde hun i øvrigt!)
Jeg vil dog alligevel forsøge at gengive de vigtigste pointer, fordi jeg synes, det gav ufattelig meget mening i forhold til nogle af de udfordringer, vi adopterede kan slås med.

Det første Gitte taler om, er sammenhængen mellem traumer og vores fysik. Sammenhængen findes ikke i de objektive traumer, men i de subjektive traumer. For mennesker er forskellige. Det er forskellige ting, der bliver traumatiske for os. Et traume opstår, når belastningen bliver for stor for os. Børn rammes nemmere af traumer, fordi de ikke håndterer belastning ligeså godt som voksne. Det giver jo egentlig ret god mening. Det er vel derfor, voksne skal passe på børn?

Traumerne kan have forskellige tema, som giver forskellige organforandringer. Sammenhængen mellem tema og organforandring kommer jeg ind på lige om lidt - og det er super vigtigt!


Som figuren ovenfor viser, har vi med 2 faser at gøre. En stressfase og en reparationsfase. Og de to faser bliver "trigget" af forskellige faktorer. Man skal igennem begge faser for at nå til helbredelse. 

Imens Gitte stod og fortalte om meta-sundhed, opstod der en masse spørgsmål i mit hovede, og jeg blev faktisk fysisk påvirket af det. Det lyder fuldstændig vanvittigt! 
Jeg spurgte hende på et tidspunkt, om et barn godt kan opleve et traume, før det bliver født; altså hvis moren oplever noget traumatisk. Det kan det godt. Traumer kan godt overføres gennem generationer. 
Jeg tænkte med det samme på mig selv og min historie. Gitte brugte både sig selv som eksempel og nogle af de førende læger indenfor meta området, som havde sluppet af med deres kræftdiagnoser og gigt osv. Jeg vil dog ikke bruge dem som eksempel, jeg synes, at mit eget eksempel er bedre at bruge i en adoptionrelateret kontekst. 
Det håber jeg, I kan se meningen med! :-)

Hvis jeg lige skal vende tilbage til figuren hurtigt, så går man fra stressfasen til reparationsfasen ved én af følgende 2 løsninger. En solution, som er en praktisk løsning. Eller det de kalder en soulution, som er den følelsesmæssige løsning. Herefter bevæger man sig videre til næste fase. 

Det som er ret sejt, og fik mig til at tro på det her, er sammenhængen mellem en påvirkning af hjernen, et organ og ens følelsesapparat. Det hænger sammen! Hvis man arbejder med det følelsesmæssige, kan man reducere hele processen. (Her så jeg en sammenhæng mellem mit helbred og min adoptionshistorie. Efter 20 års sygdom - og et traume for 23 år siden, er jeg begyndt at arbejde virkelig intensivt med mig selv for nogle år siden. Og min krop reagerer på det!) Gitte fortalte, at hun testede sig selv, da hun fik en svulst. Hun tog en CT scanning af sin hjerne, og kunne se en forandring i et område i hjernen, hvor hun kunne se en sammenhæng mellem følelserne og traumet! Det synes jeg er sejt! 

Jeg håber, I er med så langt. For nu bliver det endnu mere kompliceret. Og lidt nørdet. 
Men for at forstå traumernes temaer og sammenhængen til organerne, skal man kende embryologien bag mennesket. 

Et af fosterstadierne kaldes for gastrula, hvor der dannes en kimskive. Den kimskrive består af 3 kimlag. De 3 kimlag danner forståelsen for sammenhængen mellem traume og organforandring! Så følg nu godt med :-) 

Det inderste lag kaldes for endoderm. Det er herfra hjernestammen dannes samt de indre organer, lunger og fordøjelsen. 
Det midterste lag hedder mesoderm. Det deles i 2 lag. Herfra dannes lillehjernen og storhjernemarven, blod, muskler og knogler. 
Det yderste lag hedder ektoderm. Herfra dannes storhjernebarken (Det mange kender som cortex), overhud og nervecellerne. 

For at kunne sætte organforandringerne ind i en kontekst, skal temaerne knyttes på. De kan ydermere kategoriseres udfra typer af infektioner. OBS: Jeg er ikke læge, så jeg bruger nok ikke de helt korrekte termer. Men det var sådan her, det gav mening for mig. 

Endoderm: Overlevelse. Svampeinfektioner

Mesoderm: Selvværd, beskyttelse og reproduktion. Bakterielle infektioner

Ektoderm: Adskillelse. Virusinfektioner

Da Gitte guidede os igennem embryologien, gik der et lys op for mig. Ja, det hænger sammen. Nu er jeg måske et skridt nærmere en forståelse af, hvorfor jeg har det her dårlige helbred med de særdeles dårlige lunger! 

Så hvis jeg skal koble min egen historie sammen med meta-sundhed, så oplevede jeg meget tidligt i mit liv et traume. Et traume, jeg ikke engang vidste, var traumatisk for mig. Dem som har fulgt mig i længere tid ved, at jeg overhovedet ikke har et problem med at være adopteret. Jeg har det rigtig godt med at være adopteret, trods det er et livsvilkår, der kan give nogle eksistentielle problemer og meget andet rod. Men jeg har aldrig oplevet det som traumatiserende! 
Men måske var det alligevel ret traumatiserende for en 49 dage gammel baby at blive taget fra sin mor. (Ja ok, det lyder jo faktisk meget logisk!)

At blive forladt hænger naturligvis sammen med overlevelse. Hvis der er noget, jeg kan, så er det at overleve! Min overlevelsesmekanisme er utrolig stærk, og det ser jeg hos de fleste adopterede. Vi kan godt klare os selv! 

Svampeinfektionerne passer også meget godt på mig. Ja ad, det er lidt klamt at læse - og bestemt ikke særlig lækkert at skrive om. Men jeg har lovet mig selv og andre at være 100 % ærlig. Også når det gør ondt eller er upassende! 
Som en følge af min medicin har jeg fået en tendens til at svede helt ekstremt! Jeg har endda gået til udredning for det, fordi min læge ikke kunne gennemskue at det hang sammen med medicin. Åhh.. 
Nå, men fordi min krop er så dårlig til at komme af med varmen, er min krop et perfekt sted for svampeinfektioner. Og mit ene præparat har også svampeinfektioner som bevirkninger. Ej, det lyder virkelig klamt. Det er det også, men rolig.. Jeg er ikke en omvandrende svampeinfektion ;-) Det kureres meget nemt, men er naturligvis ikke særlig sjovt at have. 

Nå tilbage til meta-sundhed! 
Der er også 2 stadier eller faser i forhold til celleforandringen. Enten er der celledannelse eller cellenedbrydning. 
Hvis man har symptomer i stressfasen, altså celledannelse, vil man opleve cellenedbrydning i reparationsfasen. Det hænger sammen med det inderste lag, endoderm! 
Omvendt for symptomer i reparationsfasen, vil man have celledannelse der, og cellenedbrydning i stressfasen. 

Hvor befinder jeg mig så selv i det her komplicerede virvar af embryologi, termer og følelser? 

Jo... Jeg tror, jeg har gået rundt i stressfasen i 20 år. 
Jeg ved ikke, hvad der triggede min sygdom, da jeg var knapt 4. Men det ville ikke undre mig, om der var en sammenhæng til min adoption og noget med forladthed. Min sygdom går kort sagt ud på, at jeg har en kronisk betændelsestilstand i lungerne. Altså der er nogle celler, som ikke skal være der.

I 2012 begyndte jeg at arbejde med min egen adoption. Jeg nåede en soulution, da jeg mødte min biologiske mor i Colombo. Jeg fik ikke bearbejdet mit traume helt. Det har jeg stadig ikke. Men jeg er i hvert fald kommet et godt stykke af vejen. Jeg tror, jeg befinder mig i reparationsfasen lige nu. Det sidste år har min krop reageret meget hårdt. Men min lungekapacitet er steget 10 %! Det vil altså sige, at jeg får det bedre. 

Jeg er overhovedet ikke rask endnu. Jeg forudser mange år, hvor jeg skal kæmpe endnu. Kæmpe for at blive rask. Men jeg håber på, at jeg når dertil! Og jeg håber på, at det kan gå endnu hurtigere, nu hvor jeg måske har fundet forklaringen på, hvorfor jeg er så hårdt ramt. 

Det er ikke fordi, jeg nu har set lyset og er blevet frelst. Overhovedet! 
Men jeg synes, det er en spændende måde at anskue vores ve og vel på. Sammenhængen mellem det fysiske og mentale. 
Jeg synes også, det er mega interessant i forhold til adoptionsverdenen. 
Hvad adopterede ikke døjer med at laktoseintolanser, eksem osv. Det kunne være enormt fedt, hvis man kunne få noget mere forskning omkring det her emne og få knyttet nogle adoptionsrelaterede tematikker indover. Gad vide om vi kunne blive klogere? Gad vide om, vi kunne spare os selv for nogle sygdomme, hvis vi får arbejdet med vores traumer? 
Gad vide om, PAS ordningen kunne kombineres med meta-sundhed?

Årh, det sætter gang i mange spørgsmål. Jeg kan jo ikke selv svare på dem. Det kommer jeg nok heller ikke til. 
Men det er i hvert fald et spændende emne! 

Nu er det over midnat. Jeg må hellere hoppe under dynen. 

- Choko